Pressemeddelelse fra OK
OK er en vigtig del af infrastrukturen i Danmark. Det viser energikoncernens 2021, som bar præg af rekordsalg og rekordomsætning. Årsresultatet afspejler ifølge CEO Jørgen Wisborg, at OK har de rette, kundevenlige koncepter.
“Der er sket meget i både det danske samfund og i verdenssamfundet de seneste par år, fx i form af restriktioner og nedlukningsperioder. COVID-19 – eller snarere følgevirkningerne – har også haft konsekvenser i vores koncern, men generelt har vi haft et højt aktivitetsniveau og vores kundeservice og koncepter har vist sig meget holdbare. Samtidig har trafikken i perioder været mere lokal, hvor vi er stærkt repræsenteret. Det er også en del af forklaringen på det gode resultat,” siger Jørgen Wisborg, CEO i OK og bestyrelsesformand i Kamstrup.
Wisborg tilføjer, at der i resultat for 2021 ligger en betydelig gevinst på 255 millioner kroner på grund af udefrakommende faktorer i form af konjunkturer og valuta, og at driftsresultatet derfor er på niveau med sidste års resultat. I 2020 fik OK omvendt et konjunkturtab på 145 millioner kroner kr.
Globale efterspørgsels-udfordringer
Koncernens største datterselskab Kamstrup har skullet agere på et verdensmarked, der fortsat er påvirket af efterveer fra pandemien.
“Kamstrup afsætter intelligente energi- og vandmåler til hele verden. Og selvom selskabet har klaret sig godt under ret uforudsigelige forhold i 2021 og faktisk er gået ind i 2022 med en historisk stor ordrebog, er det en udfordrende tid, fordi det er så svært at skaffe komponenter, fx mikrochips, på globalt plan,” siger Jørgen Wisborg.
På området for opvarmning af boliger oplever varmepumpe-området fortsat rekordvækst. OK har oplevet en enorm interesse for varmepumper og har i 2021 solgt væsentligt flere end året før. Også her er det imidlertid svært at imødekomme efterspørgslen – som kun er taget til i kølvandet på Ukraine-krigen – på grund af den globale komponentmangel.
Digitalisering i moderselskabet
I moderselskabet får digitaliseringsstrategien fortsat fuld fokus, og der investeres massivt i løsninger og funktionaliteter, der gør det så nemt og bekvemt som muligt at være kunde i OK. OK’s app, der efterhånden er blevet mange kunders foretrukne betalingsmiddel, er blevet udstyret med mulighed for opladning af elbil, og omdrejningspunktet for udviklingen af appen har i det hele taget været e-mobilitet i 2021. Et område, som OK satser meget på, lyder det fra Wisborg.
“Vi er Danmarks førende leverandør af energi til bilistmarkedet, og derfor ønsker vi naturligvis at være en aktiv spiller på markedet for opladning af elbiler. Vi er allerede godt i gang med at udrulle flere forskellige typer ladestandere og ladekoncepter, og vi vil i de kommende tre år investere et milliardbeløb i e-mobilitet,” siger Jørgen Wisborg.
Nettoomsætningen i OK-koncernen for 2021 lyder på knap 12,3 milliarder kroner, og resultatet på 1.026 millioner kroner medfører en skattebetaling på 219 millioner kroner.
Kontakt:
Kommunikationschef Rasmus Boserup tlf.: 2213 8601 email: rabo@ok.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/ok-koncernen-kom-godt-ud-af-2021?releaseId=13648138
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **