PRM / Læger og patienter bryder normerne for e-konsultationer

    Pressemeddelelse fra Aarhus Universitet: Health

    Mange patienter benytter sig af at skrive med deres læge online. Siden 2009 har de praktiserende læger tilbudt konsultationer online, og i 2020 blev der blevet trykket send på 9,1 mio. e-konsultationer. Det svarer til 25 procent af alle konsultationer i almen praksis.

    “E-konsultationer bliver brugt som en fleksibel måde at sende og modtage korte beskeder, men de bliver også brugt til andet og mere. Det kan vi se i de mange mails, som både patienter og læger skriver,” fortæller en af forskerne bag studiet Jane Ege Møller fra Aarhus Universitet.

    Stiller for mange spørgsmål

    Undersøgelsen viser, at både læger og patienter bryder normen om ‘ét spørgsmål – ét svar’ og stiller flere spørgsmål til hinanden.

    I overenskomsten om almen praksis beskrives e-konsultationer som ‘enkle, konkrete forespørgsler af ikke-hastende karakter, der ikke kræver supplerende spørgsmål fra lægens side.’

    “Vi ser eksempler på, at både læger og patienter bryder normen om ‘ét spørgsmål – ét svar’ og stiller flere spørgsmål til hinanden. Det kan faktisk også være svært at bedømme, hvad en ‘enkelt forespørgsel’ er, når det handler om ens sundhed. Og hvad er konkret nok til at det må skrives om i en e-konsultation,” siger Matilde Nisbeth Brøgger, som også står bag undersøgelsen.

    Resultaterne er blevet offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Conjunctions.

    Mangler dessiner

    Forskerne har analyseret 1671 e-konsultationer fra patienter i alderen 21-91 år, samtidig har de indsamlet information fra praktiserende lægers hjemmesider om rammerne for e-konsultation.

    E-konsultationer honoreres med 46,47 kr. pr. konsultation, men lægens svar på patientens eventuelle ekstra spørgsmål honoreres ikke. Det samme gælder lægens afvisning af patientens anmodning om e-konsultation.

    Ifølge Matilde Nisbeth Brøgger er en af udfordringerne, at både læger og patienter er blevet ’sluppet løs’ på en platform, uden at de har fået konkrete retningslinjer for kommunikationen.

    “Lægerne skal blive mere opmærksomme på og bevidste om de muligheder og begrænsninger, der er ved kommunikationsformen. De er blevet kastet ud i en ny kommunikationsform uden vejledning og uddannelse i den. Det samme er patienterne,” siger Matilde Nisbeth Brøgger.

    På mange praksissers hjemmeside fremgår det, at e-konsultationen “ikke må bruges til akutte henvendelser”.

    Komplekse problemer

    “Vi ved fra mundtlig læge-patient-kommunikation, at akut ikke altid har en entydig betydning. Nogle patienter booker en akuttid i praksis, fordi deres problem er akut i betydningen, at ‘nu har det varet så længe, at jeg ikke kan vente længere’, hvilket er en anden betydning end lægens, som er noget ‘akut opstået’ eller ‘akut behandlingskrævende,'” fortæller Jane Ege Møller.

    Studiet viser også, at e-konsultationerne bliver brugt til problemstillinger af mere kompleks karakter både af læger og patienter.

    “Det kan være beskeder, der omhandler patienternes følelsesliv, sociale kontekst og livssituation, som er i spil i mange e-konsultationer. I teorien kan patienternes problemer være simple, men i virkeligheden er de mere komplekse, lige så vel som lægens budskaber også kan være mere komplekse,” siger Matilde Nisbeth Brøgger.

    Ifølge forskerne mangler der stadig mere viden om, hvordan e-konsultationen indgår som en del af lægens hverdag, om hvornår lægerne besvarer e-konsultationer, hvilke tanker de gør sig i forhold til sproget og tekstens udformning.

    Bag om resultatet

    Studiet er et kvalitativt studie af e-konsultationer

    Samarbejdspartnere: Maja Nordtug, Antoinette Fage-Butler, Kasper Poulsen, Anette Mønster, Jakob Gravningsbråten, Anette Grønning, Elisabeth Assing Hvidt

    Undersøgelsen er finansieret af AUFF Starting Grant

    Den videnskabelige artikel kan læses i Conjunctions.

    Kontakt

    Jane Ege Møller
    Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin
    22 91 29 77
    jane@clin.au.dk

    Matilde Nisbeth Brøgger
    Aarhus Universitet, Institut for Kommunikation og Kultur
    87 16 54 56
    matnj@cc.au.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/laeger-og-patienter-bryder-normerne-for-e-konsultationer?releaseId=13648192

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **