PRM / Populære patenter: Tilskudsordning revet væk

    Pressemeddelelse fra Patent- og Varemærkestyrelsen

    126 virksomheder. Så mange har ansøgt om at få del i Erhvervsministeriets patentvoucherordning på tværs af landets regioner. Formålet med ordningen er at hjælpe virksomheder med at få taget patent på deres gode opfindelser, så de eksempelvis står stærkere mod kopister, når der skal eksporteres.

    “At patentvoucherpuljen er blevet tømt så hurtigt vidner om, at innovationskraften og eksportambitionerne er store blandt danske virksomheder. Når det kommer til at bruge patenter, er store danske virksomheder blandt de førende i Europa, men typisk har danske SMV’er haltet efter. Derfor er det glædeligt at se, at mange mindre virksomheder tager så godt imod tilbuddet om at komme i gang med deres patentproces, for det øger muligheden for tiltrækning af investorer, eksport og vækst,” siger Sune Stampe Sørensen, direktør i Patent- og Varemærkestyrelsen.

    De virksomheder, der ikke fik del i ordningen i denne runde, har mulighed for at søge igen, når puljens anden runde åbner den 4. oktober. Den samlede pulje lyder på 5 millioner kr. i år, som fordeles ligeligt på de to ansøgningsrunder. Ordningen administreres af landets erhvervshuse, og de bekræfter, at virksomhederne har taget godt imod tilbuddet om tilskud.

    “I Erhvervshus Hovedstaden oplever vi en stor og stadigt stigende efterspørgsel fra virksomheder og iværksættere på sparring om IP-rettigheder, da det ofte er en helt central del af virksomhedernes forretningsmodel. Derfor har vi også mærket en overvældende interesse for patentvoucherordningen, som støtter deres patentansøgningsproces. Interessen har været så stor, at vi måtte tilføre ekstra IPR kyndige forretningsudviklere til at tage sig af henvendelser og ønsker om møder. Vi er stolte af at være en del af en så efterspurgt ydelse.” siger Katrine Paaby Joensen, direktør i Erhvervshus Hovedstaden.

    Startuppen Colofact er en af de virksomheder, der fik en patentvoucher i 2021. De er snart klar til at lave den første prototype af deres opfindelse og har fra starten haft en klar plan for deres IP-rettigheder:

    “Vi startede med en dialogsøgning hos Patent- og Varemærkestyrelsen og blev mere afklarede omkring, hvad der fandtes i forvejen indenfor vores felt, så vi kunne finde eventuelle sparringspartnere. Desuden blev vi mere klar over, hvilke elementer ved vores opfindelsesteknologi, der muligvis kunne patenteres. Den viden er uvurderlig, hvis man vil skabe så stærkt et produkt fra starten som muligt, og det er blandt andet den proces, som voucheren nu skal dække udgiften til,” siger den ene af de to stiftere, Torben Hjorth Petersen.

    De to stiftere af Colofact har begge arbejdet i medicobranchen i årevis, så for dem var det ikke et spørgsmål om hvorvidt, de skulle kigge ind i patenter, men hvordan. Fra deres fagkendskab i branchen ved de, at der vil være behov for deres produkt. Derfor har det helt fra starten stået klart for dem, at de skulle have styr på deres IP-rettigheder, når de begyndte at udvikle deres produkt for alvor. De har begge sagt deres konsulentvirke i medicobranchen op og begynder at arbejde fuldtid i Colofact fra maj måned. Derfor er det endnu vigtigere for dem, at deres opfindelse står så stærkt som muligt:

    “Vores produkt sigter globalt, først til det danske marked, herefter det europæiske og så resten af verden. Derfor er den patentproces, vi skal i gang med nu, helt essentiel for virksomhedens fremtid og positionen på markedet. Patentvoucheren er en vigtig indsprøjtning – også for at kunne tiltrække den nødvendige produktions- og eksportkapital fra investorer i fremtiden.”

    Læs mere om patentvoucheren og strategisk brug af IP-rettigheder hos Patent- og Varemærkestyrelsen.

    Fakta om patentvoucherordningen

    Patentvoucheren er målrettet små og mellemstore virksomheder, der ønsker økonomisk støtte til deres patentansøgningsproces. Voucheren er et ud af i alt 16 initiativer i IP-handlingsplanen, som erhvervsministeren lancerede i efteråret 2021.

    Antallet af patenter i Danmark er mindre, end det kunne forventes på baggrund af branchesammensætningen, og mens patentaktiviteten er høj for store virksomheder, halter SMV’erne bagefter. Se figur 7, 8 og 9 i IP-handlingsplanen her.

    Desuden viser tal i IP-handlingsplanen, at værditilvæksten i iværksætter-virksomheder, som har taget patent, er væsentlig højere end i virksomheder uden patenter.

    Kontakt:

    Kommunikationschef Tine Heide Thomsen tlf.: 20 76 92 08 email: tiht@dkpto.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/populaere-patenter-tilskudsordning-revet-vaek?releaseId=13648168

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **