Pressemeddelelse fra Green Power Denmark
Uanset spørgsmålet i den globale klimakamp er svaret grøn energi og elektrificering. Det står klart med den nyeste delrapport fra FN’s Klimapanel, IPCC. Verden kan stadig nå at holde temperaturen på de nødvendige 1,5 graders stigning, men det kræver gennemgribende handling. Hurtigt.
Ifølge IPCC-rapporten topper vind- og solenergi listen over de teknologier, der giver de billigste og største CO2-reduktioner på verdensplan frem mod 2030. Og Danmark står klar med løsningerne, lyder det fra Green Power Denmark.
– Danmark har førertrøjen og kan vise vejen internationalt, når det gælder produktion af grøn energi til lands og på havet, og den position skal vi holde. Vi har løsningerne, men der skal investeres massivt i at sætte vindmøller, solceller og infrastruktur op, og tempoet skal forceres, siger viceadministrerende direktør i Green Power Denmark, Jan Hylleberg.
– Danmark skal elektrificere for fuld kraft med grøn strøm, og vi skal opbygge en Power-to-X-industri i verdensklasse, der kan levere grønne brændsler til skibe, fly og lastbiler – også udenfor Danmarks grænser. Vi er godt på vej, men mere tempo kræver, at danske politikere går forrest og sætter de rigtige rammer, siger han.
Novembers klimatopmøde i Glasgow, COP26, blev afholdt under overskriften: “Keep 1,5 Alive”, og topmødets endelige aftaletekst øger presset på landene for forhøjede klimamål allerede ved næste klimatopmøde. Et stort skridt i FN-sammenhæng – men skal 1,5 virkelig holdes i live, er det ikke slutdokumenter og internationale politiske aftaler, der gør det alene, mener Jan Hylleberg:
– Industrien er klimakampens stærkeste våben, for når industrien ser muligheder i den grønne teknologi og opskalerer den, så rykker det for alvor. Og dét sker lige nu. Danske virksomheder står på spring med investeringer i grønne løsninger og internationale mål så ambitiøse, at de overhaler FN indenom. Verdens behov for grøn elektricitet er enorm, så vi kan ikke bygge for megen grøn energi eller elinfrastruktur, og vi kan ikke gøre det for hurtigt, siger Jan Hylleberg, og fortsætter:
– Sektoren er garant for konkurrencedygtig og effektiv omstilling. For hvis Danmarks grønne omstilling bliver for dyr og samtidig ikke sørger for, at befolkningen er med, så vil ingen internationalt kigge i vores retning. Og vi skal også sikre, at infrastrukturen følger med. Vi har et af verdens mest pålidelige og avancerede, digitale energisystemer, og sådan skal det også være i fremtiden.
Kontakt:
Pressechef Birgitte Hougaard tlf.: +45 35 30 04 78 email: bho@greenpowerdenmark.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/danmark-skal-levere-gron-energi-i-den-globale-klimakamp?releaseId=13648077
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **