Pressemeddelelse fra World Animal Protection Danmark
I følge fødevarestyrelsens opgørelse fredag eftermiddag – 11 timer før den endelige deadline – har kun 13 minkavlere tilkendegivet, at de vil fortsætte, hvis politikerne giver grønt lys.
1237 har søgt om nedlukningserstatning.
Det er altså kun omkring én procent af landets minkavlerne, der ønsker muligheden for at fortsætte, mens 99 procent foretrækker at tage erstatningen for at lukke og slukke permanent.
Styrelsen forventede oprindeligt omkring 1200 ansøgninger i alt, så det er usandsynligt, at procentbalancen vil rykke sig væsentligt før deadline udløber d. 1. april ved midnat.
Allerede fredag d. 25 marts sagde minkavlernes topchef, Tage Pedersen, at det er slut med mink-erhvervet, hvis kun ganske få vil fortsætte. ‘Om det er 5 eller 20, der starter, det kommer der ikke et erhverv ud af. Det kommer ikke op at stå’ sagde den tidligere minkbaron i Kristeligt Dagblad.
“Vi kan nu konstatere, at den danske minkbranche de facto har nedlagt sig selv, og det er en kæmpe lettelse i forhold til de mange dyr, der ellers ville have været udnyttet i pelsindustrien under meget ringe forhold,” siger Esben Sloth, kampagnechef i World Animal Protection:
“Som det står nu, er der således ikke et reelt hensyn at tage til minkavlerne og deres erhverv, og der er derfor intet, der forhindrer, at politikerne vedtager et permanent forbud som en lang række europæiske lande i øvrigt allerede har besluttet.
Under alle omstændigheder vil det være både absurd og ulogisk, at hensynet til ganske få minkavlere skulle stå over hensynet til de hundrede tusindvis af dyr, der vil komme til at lide hvert år under dybt kritisable forhold”.
“Tiden er på alle måder løbet fra et erhverv, der først og fremmest er skadeligt for dyrene, men som også er dårligt for miljø, natur og klima”, siger Esben Sloth fra World Animal Protection, der har samlet nogle nøgletal, der viser minkbranchens negative påvirkning på den danske natur og klimaet:
“Tallene viser, at et Danmark uden minkfarme har skåret toppen af landbrugets udledning af fosfor med mindst 3000 ton om året, reduceret ammoniak-udledningen med 9 procent, og har sparet klimaet for mindst 165.000 ton CO2 årligt. Så nu mangler vi bare, at regeringen samt Venstre og Konservative forholder sig til virkeligheden anno 2022 og indser, at det eneste rigtige er et permanent forbud,” siger Esben Sloth.
Kontakt:
Presseansvarlig Kenan Seeberg tlf.: +45 21731722 email: kenanseeberg@worldanimalprotection.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/minkbranchen-afliver-sig-selv?releaseId=13648001
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **








