PRM / Sønder Omme Fængsel er propfyldt

    Pressemeddelelse fra Fængselsforbundet

    “Vi har et særligt sammenhold her i fængslet,” siger Bettina Vikkelsø, da vi møder hende i portvagten.

    Det er ifølge tillidsrepræsentanten årsagen til, at personalet er svære at ryste i Sønder Omme Fængsel. Også selvom de skal tage sig af langt flere indsatte, end der er plads til.

    “Vi knækker ikke bare så nemt. Til trods for at vi i dag har 242 indsatte, men kun plads til 222,” siger hun.

    I januar havde fængslet det højeste belæg af alle fængsler: 108 procent i gennemsnit. Det kan kun lade sig gøre ved at bruge dobbeltbelæg og inddrage lokaler til celler. For et år siden blev nogle telefonbokse ombygget til beboelse – hvilket gav en del medieomtale.

    Senest er besøgsafsnittet blevet inddraget. Det betyder, at de indsatte nu får besøg af familien i nogle midlertidige skurvogne, hvilket Bettina Vikkelsø kalder “absolut ikke optimalt.”

    Selvom sammenholdet stadig er godt, giver overbelægget altså problemer. Det gælder også i forhold til sikkerheden i fængslet.

    “Vi har ikke samme føling med de indsatte længere. Der er mindre tid til at gå på gangene, og konfliktniveauet mellem de indsatte stiger. Flere ønsker frivilligt at isolere sig fra fællesskabet med de andre indsatte,” siger Bettina Vikkelsø.

    På samme måde presses trygheden i jobbet: “Vi har ikke tid til at holde ordentligt øje med hinanden længere. Vi mangler den halve time, hvor man kan spørge kollegaen, om han er ok.”

    Lige netop ordentlighed er vigtigt i fængslet, understreger tillidsrepræsentanten: “Vi behandler de indsatte ordentligt. Og vi forventer det samme af dem.”

    HER STÅR DET VÆRST TIL:

    Sønder Omme Fængsel108%
    Renbæk Fængsel104 %
    Møgelkær Fængsel 104%
    Nørre Snede Fængsel103%
    Enner Mark Fængsel102%
    *Januar 2022

    Ifølge fængselsbetjent Mette Svarrer, som har 23 års erfaring i Kriminalforsorgen, bærer forholdene i fængslet efterhånden præg af ren opbevaring: “Vi prøver at gøre tingene, som vi plejer, men vi halser hele tiden efter. Der er længere mellem de gode snakke med de indsatte.”

    Hun synes, ideen med de åbne fængsler bliver undergravet, når bemandingen ikke følger med fangetallet: “Vi slår os op på vores relationsarbejde i de åbne fængsler, men vi har ikke tid til at være sammen med de indsatte på samme måde som tidligere. Vi bliver også påvirket af, at klientellet har ændret sig. Mange indsatte er fejlvisiterede. De burde ikke være her, men sidde i et lukket fængsel,” siger hun.

    Påvirker arbejdsdriften
    Overbelægget påvirker også arbejdsdriften. Værkmester Henrich Pedersen fortæller, at beskæftigelsen af de indsatte bliver nødt til at foregå på en anden måde.

    “For tre år siden gik hver værkmester med 6-8 indsatte. Nu er reglen 10. Det betyder, at vi ikke kan tilbyde de indsatte det samme. Hvis vi for eksempel arbejder ude i markerne, så har vi typisk nogle med, som bare sidder og kigger i kafferummet eller sidder ved siden af en i traktoren, mens de andre arbejder. Det er jo ikke meningen, at det skal være på den måde,” siger Henrich Pedersen.

    Han peger på, at arbejdsrummet er stort i markerne, og at det derfor er sværere at håndtere mange indsatte: “Det optimale vil være 5-7 ad gangen,” siger værkmesteren.

    Fængslet har både skovbrug, landbrug og forskellige produktionsværksteder. I øjeblikket står to værkmesterstillinger ledige. Det er svært at tiltrække håndværkere, når lønningerne er højere andre steder.

    Danmarks største
    Fængslet er landets største målt på areal: 970 hektarer, hvilket er større end Frederiksberg Kommune.

    Om tre år bliver Sønder Omme også landets største målt på indsatte. I 2025 forventes den nye lukkede afdeling at åbne med plads til 200 indsatte. Dermed stiger den samlede kapacitet til over 400.

    Arealet til de nye bygninger er allerede ved at blive ryddet, og arkitekterne har lavet tegninger.

    Bettina Vikkelsø synes, det er spændende med den store udvidelse. Hun håber dog, at den gode kultur følger med: “Den måde vi har det med hinanden og med de indsatte. Den vil vi gerne tage med over i den lukkede afdeling. Derfor vil det være godt, hvis de ansatte kommer til at arbejde begge steder, så vi får en forståelse for hinanden,” siger hun.

    Af Søren Gregersen


    Kontakt:

    Kommentarer til pressen: Forbundsformand, Bo Yde Sørensen email: bys@faengselsforbundet.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/sonder-omme-faengsel-er-propfyldt?releaseId=13647887

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **