PRM / Romancen mellem Emma og Axel fortsætter

    Pressemeddelelse fra Turbine Forlaget A/S

    Emma havde det hele: et godt job som gymnasielærer på sit gamle gymnasium, en fast kæreste og en lejlighed fuld af IKEA-møbler. Men så skete Axel. Axel, der var helt forkert, men samtidig alt for rigtig. Og Emma blev fyret – og rejste væk for en tid.

    Axel fik et tilbud, han ikke kunne sige nej til, og det betød, at de måtte køre et langdistanceforhold, hvilket blev lidt kompliceret af flere grunde. Blandt andet en lækker franskmand.

    Nu hvor tredje bind begynder, er det hårdtprøvede par endelig flyttet sammen. Alt ånder fred og idyl. Eller næsten alt. For nu træder svigermor ind på banen, og hun synes ikke, Emma er den ideelle svigerdatter …

    Inden længe er det dog ikke svigermor, der er Emmas største bekymring. En begivenhed får hende til at sætte spørgsmålstegn ved det, hun ellers altid har været så sikker på. Hun søger råd hos google, veninderne med ammehjerner og den clairvoyante terapeut Joan, mens dem, der burde være hendes nærmeste allierede, glider længere og længere væk …

    Julie Clausen er forfatter til en række romaner for unge og voksne. Med Hjerterdame-trilogien har hun slået fast, at hun mestrer at skrive smilet og grinet frem hos sine læsere, der roser hendes humoristiske tone og sproglige ubesværethed. Men mellem linjerne får hun også lavet en skarp analyse af vores tid og samfund, der måske ikke altid levner plads til vores fejltrin. Og sandheden er jo, at livet ikke altid går, som man havde planlagt. Det er fortællingen om Emma og Axel et godt eksempel på, og hvordan det hele ender med de to, løfter Julie Clausen sløret for i Med hjertet på spil.

    Inspirationen til historien om Emma og Axel kom til Julie Clausen, da hun en aften faldt i clickbait-fælden og læste artikler om amerikanske lærerinder, der havde indledt et forhold med deres elever. Julie Clausens undren over, hvad der drev de lærerinder og nysgerrigheden på, hvordan sådan et drama ville se ud i en dansk kontekst, fik Julie Clausens fantasi til at boltre sig. Og historien om Emma og Axel begyndte at tage form og afsluttes nu med udgivelsen af det tredje bind.

    Fakta m bogen:

    Titel: Med hjertet på spil
    Forfatter: Julie Clausen
    Forlag: Turbine
    ISBN: 9788740679397
    Sidetal: 282
    Vejl. pris: 249,95 kr.
    Udgivelsesdato: 6. april 2022

    Kontakt:

    PR og kommunikation Marie Jensby tlf.: 60548460 email: marie.jensby@turbine.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/romancen-mellem-emma-og-axel-fortsaetter?releaseId=13646614

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **