PRM / Trelleborg emmer igen af vikingeliv

    Pressemeddelelse fra Trelleborg

    Der bliver trænet og gjort klar på Trelleborg. For nu åbner en ny sæson med vikingeliv!

    Sidste weekend blev 60 frivillige, herunder 22 nye, trænet i livet som viking på borgen og i landsbyen, for at være helt klar til at modtage gæster på fredag, hvor museet åbner og vikingelivet på Trelleborg genopstår.

    De frivillige deltog i flere workshops om vikingelivet, som også indebar at smage den famøse vikingegryde til, mens den simrede over bål på ægte vikingemanér.

    Vores vikinger har afpudset formen, øvet deres kampteknikker og forfinet madlavningsevnerne. De er nu helt klar sammen med Trelleborgs dygtige formidlere til at modtage gæster og indføre dem i det fascinerende liv som viking i vores unikke landsby Slagløse på Trelleborg,” siger Anne-Christine Larsen, museumschef på Trelleborg og tilføjer:

    “Efter en lang vinter glæder vi os til at invitere store som små til at udleve deres indre viking med tvekampe, bueskydning og madlavning over bål.

    Strygeharpe til musik-glade vikinger

    Lørdag d. 2. april kl. 10-14 kan musik-glade vikinger, der besøger Trelleborg, på egen hånd prøve at afspille det fortryllende nordiske instrument Strygeharpe ved Maria Ojantakanen. Arrangementet er i samarbejde med Dronemusik Danmark.

    Vikingelam til påskebordet

    I påsken vil der være god mulighed for at finde sin indre viking frem, når landsbyens vikinger inviterer til aktiviteter for gæster i enhver alder. Der vil være bueskydning, mulighed for at lave lækkert fladbrød over levende ild og for at kreere sit eget miniskjold. Som noget helt nyt vil det også være muligt at fremstille sit eget vikingelam af uld til påskebordet.

    Aktiviteterne foregår kl. 11-15 den 12.-18. april. Grønne armbånd til 100 kroner, som dækker én af hver aktivitet, kan købes i museumsbutikken.

    Krigertræning, tvekamp med vikingesværd og andre autentiske vikingelege er gratis.

    I påsken vil der kl. 13-14 være rundvisninger, som er gratis for børn, men koster 50 kr. for voksne.

    Kontakt:

    Museumschef og leder af Trelleborg Anne-Christine Frank Larsen tlf.: 41 20 63 90 email: acl@natmus.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/trelleborg-emmer-igen-af-vikingeliv?releaseId=13647790

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **