PRM / Pædagogmangel fortsætter: 4.800 forgæves rekrutteringer på et halvt år

    Pressemeddelelse fra BUPL

    Manglen på pædagoger er så ekstrem, at tusindvis af ledige stillinger ikke kunne besættes i sidste halvår af 2021. Fra juni til november er 3.500 ledige pædagogjobs ikke blevet besat. Yderligere 1.300 skolepædagogjobs er blevet slået op forgæves. Det svarer til, at det kun lykkes at besætte 7 ud af 10 stillinger.

    Det viser nye tal fra Styrelsen fra Arbejdsmarked og Rekruttering.

    Den direkte konsekvens af de mange fejlslagne forsøg på at finde en pædagog til en ledig stilling er, at der bliver længere mellem pædagogerne i blandt andet daginstitutionerne, som i stedet ansætter medhjælpere uden de nødvendige kompetencer til at sikre børnenes udvikling og trivsel.

    “I forvejen er det mange steder under halvdelen af de ansatte på stuerne i landets daginstitutioner, som er pædagoger. Vi kan ikke undgå, at det går ud over kvaliteten, når andelen af pædagoger bliver ved med at falde. Det er bekymrende tal, som kalder på handling her og nu”, siger BUPL-formand, Elisa Rimpler.

    Der kommer som udgangspunkt til at mangle 14.000 pædagoger i 2030, når institutionerne skal følge med stigende børnetal og leve op til minimumsnormeringerne. Og i lyset af den nuværende situation, hvor Danmark muligvis skal tage imod op mod 100.000 ukrainske flygtninge, bliver pædagogmanglen desto mere akut, påpeger Elisa Rimpler.

    “Det er stadig uvist, hvor mange ekstra børn vi skal regne med, og hvor længe de skal være her i Danmark. Men flygtningestrømmen fra Ukraine kommer utvivlsomt til at sætte turbo på den eskalerende rekrutteringskrise, som allerede buldrer derudaf”, siger hun.

    Rekrutteringsplan

    BUPL har længe efterlyst en national rekrutteringsplan, som skal bidrage til at sikre pædagoger nok. Og de seneste tal fra Styrelsen fra Arbejdsmarked og Rekruttering sætter streg under alvoren, påpeger Elisa Rimpler.

    “Hver dag, politikerne sidder på hænderne, er et gamble med børns trivsel. Det har vi simpelthen ikke råd til som samfund i en tid, hvor børn og unge mistrives som aldrig før. Der er i den grad brug for flere pædagoger – ikke færre”, siger Elisa Rimpler.

    BUPL-formanden understreger, at der skal skrues på alle knapper for at tiltrække flere til professionen og sikre kvaliteten og fagligheden i landets daginstitutioner, SFO’er, klubber og skoler.

    “Vi skal gøre pædagoguddannelsen til et langt mere attraktivt valg, og på kortere sigt skal kommunerne komme i gang med at uddanne flere meritpædagoger. Der er desuden 11.000 pædagoger, som arbejder uden for faget i dag. Det vil være uklogt at vende det blinde øje til det faktum, at flere vil vende tilbage, andre blive længere, og andre igen gå op i tid, hvis de får bedre løn og arbejdsvilkår”, siger hun.

    Kontakt:

    BUPL Pressetelefon tlf.: 22 77 40 90

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/paedagogmangel-fortsaetter-4800-forgaeves-rekrutteringer-pa-et-halvt-ar?releaseId=13647796

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **