PRM / Forøgelse af den kontracykliske kapitalbuffer i Danmark

    Pressemeddelelse fra Erhvervsministeriet

    Regeringen har, som opfølgning på en henstilling fra Det Systemiske Risikoråds, besluttet at øge satsen for den kontracykliske kapitalbuffer i Danmark. Bufferen fastsættes til 2,5 pct. for 1. kvartal 2022 med virkning fra den 31. marts 2023.

    Regeringen vurderer, at der fortsat er tegn på risikoopbygning i det finansielle system, selvom aktiepriserne er faldet i starten af 2022 og renterne er steget.

    Erhvervsminister Simon Kollerup udtaler:

    “Dansk økonomi står stærkt, og kreditinstitutterne har plads til at lægge til side. Derfor er regeringen også enig med Det Systemiske Risikoråd i, at den kontracykliske kapitalbuffer skal hæves. For det er sund fornuft at fortsætte med at opbygge bufferen, så der igen er noget at give af, hvis udviklingen i økonomien skulle vende. I regeringen er vi selvfølgelig fuldt ud opmærksomme på udviklingen i Ukraine og konsekvenserne for økonomien. Vi er parate til eventuelt at frigive den opbyggede buffer med øjeblikkelig virkning i tilfælde af en større afmatning, der har konsekvenser for udviklingen i det finansielle system.”

    For Grønland fastsættes buffersatsen for 1. marts 2022 uændret til 0 pct.

    For Færøerne fastsættes buffersatsen for 1. kvartal 2022 til 1 pct., som erhvervsministeren annoncerede i pressemeddelelse af 11. marts 2022.

    Erhvervsministeren fastsætter hvert kvartal de kontracykliske kapitalbuffersatser for Danmark, Grønland og Færøerne. Den kontracykliske kapitalbuffer er et kapitalkrav til penge- og realkreditinstitutternes polstring, der varierer med den økonomiske udvikling.

    Kontakt:

    Presserådgiver: Kasper Kaasgaard, 27853746.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/forogelse-af-den-kontracykliske-kapitalbuffer-i-danmark?releaseId=13647752

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **