Pressemeddelelse fra Syddansk Universitet
Frede Donskov tiltræder nyoprettet professorat i forbindelse med opstart af kandidatuddannelsen i medicin i Esbjerg. Han skal styrke forskningen i kræft og onkologisk behandling på Sydvestjysk Sygehus, samt forske i betydningen af compassion hos lægestuderende, personale, patienter og pårørende.
Frede Donskovs forskning er centreret om behandling af patienter med kræft og monitorering af kræftbehandlingen; i et spænd fra det lille genom til det hele menneske. Han var pioner indenfor translationel kræftforskning, og har påvist betydningen af kronisk betændelse som risikofaktor ved flere kræftsygdomme. Han har udført betydelig klinisk forskning med afprøvning af en række nye kræftlægemidler.
Et af tre særkender for Esbjergs lægeuddannelse er fokus på det hele menneske; her er compassion værktøjet for den bæredygtige robusthed, arbejdsglæde og omsorg i patientbehandlingen. Frede Donskov vil have en lægefaglig indgang i compassion, og vil igangsætte en række randomiserede undersøgelser, der vil belyse betydningen af compassion.
Frede Donskov er formand for Medicinrådets fagudvalg for nyrekræft. Han har udgivet 135 artikler i internationale tidsskrifter; artiklerne er citeret næsten 14.000 gange; H-index 44.
Fakta:
- Frede Donskov er student fra Brønderslev Gymnasium i 1985, cand. med. 1996 (Aarhus Universitet); diplom i medicinsk forskning 1994 og dr.med. 2007. Begge titler er erhvervet ved Aarhus Universitet
- Har arbejdet et år ved Onkologisk afdeling, Crown Princess Mary Cancer Center, Sydney, Australien. Blev i 2008 speciallæge i Onkologi; Overlæge 2010 og Klinisk professor 2019 ved onkologisk afdeling, Aarhus Universitetshospital og Klinisk Institut, Aarhus Universitet.
- Frede Donskov har foreløbig bolig i Aarhus. Han er gift, og parret har tre voksne børn og fire børnebørn
- Han er født ved Hjørring 17/12 1965
Kontakt:
Leder af SUND Kommunikation Tomas Homburg
Mail: thomburg@health.sdu.dk
Mobil: +45 6011 3059
Syddansk Universitet
Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet
www.sdu.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/frede-donskov-er-ny-professor-i-onkologi-pa-sdu-og-sydvestjysk-sygehus?releaseId=13646899
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **