Pressemeddelelse fra FH – Fagbevægelsens Hovedorganisation
Krigen i Ukraine kan mærkes på flere fronter, og i sidste uge efterlyste Fagbevægelsens Hovedorganisation mere hjælp til flere danskere.
I dag har et politisk flertal så besluttet, at tilføje yderligere 1 mia. kr. til aftalen fra februar.
Varmechecken forhøjes til 6.000 kr. fra de oprindelige 3.750 kr., og dertil hæves indkomstgrænsen til 650.000 kr. fra 550.000 kr., så omkring 100.000 flere husstande får adgang til ordningen. Derudover afsættes 100 mio. kr. ekstra til kommunernes hjælp til økonomisk vanskeligt stillede, samtidig med at den ordning forlænges til også at dække næste vinter.
Danske lønmodtagere mærker allerede nu krisen i form af stigende priser på energi og fødevarer. Faktisk viser beregninger fra FH, at en gennemsnitlig husstand kan opleve, at deres årlige udgifter vil stige med mere end 15.000 kr., hvis prisstigningerne fortsætter som nu.
Særligt lavindkomstfamilier er sårbare, fordi de bruger en større andel af deres indkomst på mad og energi. De stigende priser og sårbarheden er et stort problem, forklarer Lizette Risgaard:
Husholdninger med gasfyr risikerer at blive ramt uforholdsmæssigt hårdt. Priserne på gas er nemlig steget særligt meget. Samtidig kan nogle arbejdspladser også være udfordrede både på grund af store stigninger i vare- og energipriser, og hvis der fx skulle opstå egentlig mangel på gas.
FH har derfor også efterlyst hurtigere energiplanlægning i kommuner og tilskud til varmepumper, jordvarme eller fjernvarme. Allerede i 2020 fremlagde FH en Helhedsplan for en retfærdig grøn omstilling, hvor gasfyr skulle udfases af klimahensyn.
“På den lidt længere bane skal vi blive uafhængige af russisk gas. Ikke kun af klimahensyn, men også for at gøre lønmodtagere og virksomheder mindre sårbare over for kriser som denne. Og det har regeringen heldigvis også allerede slået fast”, påpeger Lizette Risgaard.
Kontakt:
Teamchef Presse&Kommunikation Jakob Elkjær tlf.: 30549640 email: jel@fho.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/fagbevaegelsen-varm-velkomst-til-ny-varmecheck-i-en-krisetid?releaseId=13647704
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **