Pressemeddelelse fra Dansk Fjernvarme
Da et flertal i februar præsenterede aftalen om varmehjælp til de mest berørte boligejere af de høje naturgaspriser, var det vanskeligt at forestille sig, at energipriserne ville fortsætte deres himmelflugt på baggrund af de russiske krigshandlinger mod Ukraine.
Derfor er det prisværdigt, at man nu politisk anerkender den fortsatte svære økonomiske situation mange danskere står i ved at hæve varmechecken og indkomstgrænsen, så flere husstande kan få varmehjælp, mener Dansk Fjernvarme.
– Det er positivt at se det ansvar, der bliver taget ved at holde hånden under de hårdest ramte husstande på grund af de fortsat høje priser på gas og el. Vi håber, at håndsrækningen til de berørte kan ske hurtigst muligt, siger Kim Mortensen, direktør i Dansk Fjernvarme.
– Det er vigtigt at holde øjnene på bolden, nemlig at blive fri fra russisk naturgas og komme videre med den grønne omstilling. Her er fjernvarme nøglen til at undslippe de høje priser på el og russisk gas. Derfor venter der nu et politisk arbejde i at sikre de bedste forudsætninger for at bringe naturgasforbrugerne over på den grønne og billige fjernvarme, siger Kim Mortensen, direktør i Dansk Fjernvarme.
I aftalen fra februar blev der afsat 250 mio. kroner til at udfase den fossile gas og udbrede den grønne fjernvarme. Beløbet skal blandt andet være med til at sikre, at naturgaskunder hurtigere bliver tilbudt konvertering til fjernvarme.
Fjernvarmen er et værn mod stigende priser
I lyset af de stigende priser på el og naturgas har fjernvarmen på grund af robustheden af opvarmningsmulighederne i fjernvarmenettet vist sig som et effektivt værn mod skyhøje varmepriser. Ud af i alt 1,8 mio. fjernvarmeforbrugere gik 1,6 mio. fri af prisstigninger og flere oplevede lavere priser på den afsluttede vinterperiode.
– I 1990’erne da vi skulle udfase oliefyrene, konverterede vi flere end 60.000 boliger årligt over på fjernvarmen. Det kan vi gøre igen og måske endda endnu flere, siger Kim Mortensen, der fortsætter:
– Fjernvarmen er i fuld gang med at konvertere naturgasfyr til fjernvarme i Danmark med 98 indsendte projektforslag i 2021 med et potentiale på 55.000 naturgaskonverteringer. Hvis vi skal have accelereret konverteringerne i lyset af de høje priser og udfasningen af den russiske naturgas, skal der især kigges på varmeplanlægning ude i kommunerne og hurtigere sagsbehandlingstid med blandt andet en automatisk “ja tak” ordning, siger Kim Mortensen.
Kontakt:
Presse- og kommunikationschef Rune Birk Nielsen email: rbn@danskfjernvarme.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/hojere-varmecheck-sikrer-kontrollerede-naturgaskonverteringer?releaseId=13647652
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **