Pressemeddelelse fra Udenrigsministeriet
Ruslands invasion af Ukraine har rystet verden og rykket ved den europæiske sikkerhedsstruktur. Den nye situation sætter Danmark, vores allierede og partnere over for en række spørgsmål om, hvordan vi fremadrettet skal agere over for Rusland og engagere os i det østlige nærområde. De spørgsmål vil blive drøftet i dag onsdag den 30. marts i Eigtveds Pakhus, når Udenrigsministeriet i samarbejde med DIIS inviterer til arrangementet “Rusland og krigen i Ukraine – hvad nu?”.
Udenrigsminister Jeppe Kofod udtaler:
“Putins brutale krig i Ukraine har skabt en ny virkelighed for vores sikkerhed. En virkelighed, hvor Rusland har vendt ryggen til de fundamentale principper og aftaler om europæisk sikkerhed. Det kræver en ny tilgang til Rusland både fra Danmark og hele Vestens side. Jeg ser frem til drøftelsen med landets dygtigste Ruslands-eksperter og Folketingets ordførere i dag. Vi bliver nødt til at tage bestik af den nye situation med vores allierede og partnere i EU og NATO”.
Arrangementet består af en faglig rundbordsdrøftelse, hvor udenrigsministeren sammen med en række Ruslands-eksperter og udenrigsordførere fra Folketingets partier vil drøfte implikationerne af Ruslands invasion af Ukraine for Danmarks politik over for Rusland nu og fremadrettet.
Der vil efterfølgende blive afholdt et åbent debatarrangement fra kl. 16.15-18.00. Her vil forskere fra bl.a. DIIS og Center for Militære Studier diskutere konsekvenserne af Ruslands invasion af Ukraine og tage imod spørgsmål fra publikum. Der er fuldt hus til det åbne arrangement med 120 deltagere.
For yderligere kontakt:
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/udenrigsministeriet-inviterer-til-mode-om-ruslands-politik?releaseId=13647678
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **