Pressemeddelelse fra LB Forsikring
Dansk erhvervsliv tæller mere end 20.000 aktive andels- og medlemsejede virksomheder. De tegner sig for 9,1 % af omsætningen i det private erhvervsliv og er arbejdsplads for 180.000 medarbejdere.
Demokratisk ejede virksomheder er kendetegnet ved at gen-investere betydeligt mere i egen virksomhed end andre virksomheder, og de går sjældent konkurs. Kun 13 andels- og medlemsejede virksomheder gik konkurs fra 2019 til sommeren 2021, men der etableres kun få nye demokratiske virksomheder. Det viser den hidtil mest omfattende kortlægning af demokratiske virksomheder i Danmark, udarbejdet af Tænketanken Demokratisk Erhverv.
Analysen præsenteres på en stor erhvervsdemokratisk konference den 30. marts på Christiansborg, hvor politikere og erhvervsliv mødes for at drøfte demokratiske virksomheders betydning og potentiale.
“Det en kæmpe styrke at have stabile og langsigtede virksomheder, hvor almindelige danskere har indflydelse og får del i overskuddet. Det er godt for beskæftigelsen, forbrugerne og de millioner af danske medejere af demokratiske virksomheder. Desuden bidrager virksomhederne til forankringen af demokratiet i Danmark,” pointerer Magnus Skovrind, direktør i Tænketanken Demokratisk Erhverv.
Demokratiske virksomheder er tæt på danskerne
Demokratiske virksomheder spiller en afgørende rolle i danskernes hverdag. Flere millioner danskere er medejere af en eller flere demokratiske virksomheder, fordi de er kunder i fx demokratiske banker, forsikringsselskaber, pensionsselskaber, forsyningsselskaber, boligselskaber eller butikskæder.
“Hele DNA’et og omdrejningspunktet er vores medlemmer. Vi har over 400.000 helt almindelige lærere, sygeplejersker og pædagoger som medlemmer. Det er deres interesser og ingen andres, vi er sat i verden for at pleje. Så vores målsætning er ikke at skabe profit for aktionærer, men at skabe værdi for det enkelte medlem. Og det er essensen af medlemsejede selskaber,” siger Steen Holse Andersen, CCO i LB Forsikring.
Få nye demokratiske virksomheder
Kun 114 nye demokratiske virksomheder blev etableret fra 2019 til sommeren 2021. De udgør dermed et fåtal af de ca. 10.000 virksomheder, der årligt oprettes i Danmark. Til sammenligning etableres der hvert år 300 – 500 nye demokratiske virksomheder i Sverige.
“Danmark er endnu ikke kommet med på den erhvervsdemokratiske bølge, som vi ser i resten af Europa. Dermed risikerer vi at gå glip af arbejdspladser, økonomisk vækst og manglende folkeligt ejerskab af dansk erhvervsliv,” siger Magnus Skovrind, direktør i Tænketanken Demokratisk Erhverv.
3. juli 2021 nedsatte Regeringen ekspertarbejdsgruppen om demokratiske virksomheder, der inden sommer kommer med anbefalinger til, hvordan man kan fremme demokratiske virksomheder i Danmark.
Fakta om rapporten
Rapporten præsenteres på en konference på Christiansborg 30. marts, der arrangeres af Tænketanken Demokratisk Erhverv og LB Forsikring.
Rapporten er resultatet af en vidtgående kategorisering af ejerskab og kontrol hos alle danske virksomheder på baggrund af data fra CVR-registeret, og en efterfølgende analyse af regnskabsdata fra Danmarks Statistik.
Fakta om Tænketanken Demokratisk Erhverv
Tænketanken Demokratisk Erhverv samler de demokratiske virksomheder og arbejder for at skabe viden om og styrke det demokratiske erhvervsliv i Danmark.
Demokratiske virksomheder er erhvervsdrivende organisationer, der styres ud fra princippet om et medlem en stemme eller er ejet af organisationer, der er styret ud fra dette princip.
Om LB Forsikring
LB Forsikring er Danmarks største medlemsejede forsikringsselskab med over 412.000 medlemmer, og det det tredjestørste på privatmarkedet. LB Forsikring består af forsikringsfællesskaberne Lærerstandens Brandforsikring, Bauta Forsikring, Runa Forsikring og LB Forsikring til PFA.
Kontakt:
Magnus Skovrind Pedersen, direktør i Tænketanken Demokratisk Erhverv.
2856 3777
magnus@demokratiskerhverv.dk
Marie Grabow Westergaard, Pressechef i LB Forsikring,
31438233
mago@lb.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/demokratiske-virksomheder-succesen-der-risikerer-at-uddo?releaseId=13647098
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **