PRM / Fjernvarmekonverteringer vil betyde øget arbejdskraft i Danmark

    Pressemeddelelse fra Dansk Fjernvarme

    Det er tydeligere end nogensinde, at der skal sættes skub i konverteringerne af naturgasopvarmning til fjernvarme. Russisk naturgas skal udfases, og det skal det ved at udbygge fjernvarmenettet og konvertere flere naturgaskunder, end der hidtil har været gjort.

    Derfor er det også en positiv konklusion fremsat af De Økonomiske Råd med rapporten Produktivitet 2022, at hvis Danmark skal skabe positive produktivitetsgevinster, så skal indkomstgrænsen for beløbsordningen for udenlandsk arbejdskraft reduceres, mener Dansk Fjernvarme.

    – Vi står overfor en grøn omstilling og en udfasning af russisk gas, hvor især fjernvarmen er klar til at konvertere omkring 400.000 olie- og naturgaskunder inden for de kommende år. Det vil kræve al den arbejdskraft, der kan mønstres. Her er Det Økonomiske Råds tiltag for at sænke beløbsordningens indkomstgrænse en stærk mulighed for fjernvarmesektoren at fortsætte konverteringerne af de fossile varmekilder, siger Kim Mortensen, direktør i Dansk Fjernvarme.

    Behov for varmeplan og tilslutning
    Efter det nationale kompromis blev præsenteret den 6. marts har fjernvarmeselskaber og naturgaskunder efterspurgt konkrete tiltag for at udbrede fjernvarmen i Danmark og begynde konverteringerne af naturgasfyr til fjernvarme. Det skal blandt andet ske ved koordinerede kommunale varmeplaner og styrket tilslutning til fjernvarme, anbefaler Dansk Fjernvarme.

    – Det er klart, at der skal foreligge en plan for, hvor og hvornår naturgaskunder kan forvente at få fjernvarme. Derfor er vores anbefaling, at der bliver taget udgangspunkt i Aalborg Universitets screening, VarmeplanDanmark 2021. Her er det vurderet, at fjernvarme kan konvertere cirka 400.000 olie- og naturgasfyr. Hvis potentialet skal indfries, skal der hurtigst muligt ligge en konkret plan klar, siger Kim Mortensen.

    Dansk Fjernvarme vurderer, at alle cirka 400.000 boliger med fossile varmekilder kan konverteres til fjernvarme inden for 3 til 5 år. Dette vil i så fald kræve stor politisk fokus, så der kan tages hul på konverteringerne.

    Kontakt:

    Presserådgiver Sofie Karoline Høgedal email: skh@danskfjernvarme.dk

    Pressechef Rune Birk Nielsen, tlf. +45 2490 4197 el. rbn@danskfjernvarme.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/fjernvarmekonverteringer-vil-betyde-oget-arbejdskraft-i-danmark?releaseId=13647118

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **