Pressemeddelelse fra PlanBørnefonden
Forskere fra Aarhus Universitet er netop vendt hjem fra Togo og Etiopien, hvor de sammen med PlanBørnefonden og Poul Due Jensens Fond (Grundfos Fonden) har ledt efter rent vand i undergrunden. Det sker ved hjælp af en teknologi kaldet tTEM, som universitet har udviklet. TTEM laver en 3D-scanning af undergrunden i 30-70 meters dybde og kan udpege de bedste steder at etablere drikkevandsboringer.
Rune Ellerup Kraghede er geolog fra Aarhus Universitet og befinder sig i disse dage i Togo for at lave målinger i en række landsbyer i det vestafrikanske land.
“Traditionelt har man set på vegetation og jordens beskaffenhed for at finde de steder, hvor der måske er vand. Med tTEM systemet har vi en scanner, der kan give os nogle meget vallide informationer om, hvor vandet er. Og det kræver blot et terrængående køretøj, hvor man trækker scanningsudstyret efter,” forklarer han.
I landsbyen Bouré i Togo henter hver husholdning på seks personer i gennemsnit ca. 75 liter vand om dagen, som skal bruges til at drikke, lave mad, tøj- og opvask, håndvask og badning. Det svarer til 12,5 liter per person per dag. Til sammenligning bruger én dansker i gennemsnit 106 liter vand om dagen. Vandet får de fra landsbyens fælles vandpost, der er opstillet af PlanBørnefonden med støtte fra Grundfos Fonden. Grundvandet pumpes op og frem til vandposten på ren solenergi.
Desværre kan boringen i Bouré ikke producere nok til det anbefalede forbrug på mindst 25 liter per person per dag, og forskerne er derfor i gang med at kortlægge undergrunden for at finde andre grundvandslag. Alternativet for landsbyens indbyggere er at hente vand i floden eller at opsamle regnvand i regnsæsonen.
Tørke og flygtningekriser kræver mere vand
Gambela-regionen i Etiopien huser 337.000 flygtninge fra hovedsageligt Sydsudan. Netop nu gennemlever de en langvarig tørkeperiode, og den i forvejen knappe vandforsyning er under pres. Meget arbejde er gjort, og flere har fået adgang til rent vand med soldrevne vandpumper. Men der skal meget mere til for at sikre, at de mange flygtninge får stillet vandbehovet. Derfor er forskerne også her i færd med at finde vandet, som skal sikre en stabil vandforsyning til over 118.500 flygtninge.
For Grundfos Fonden, der ejer Grundfos-koncernen, har det længe været en prioritet at sikre adgang til rent vand i de egne af verden, der er mest udsatte for vandmangel.
“Adgang til vand er en basal menneskeret, men verdens vandressourcer er under pres, og vi ved, at klimaforandringerne skaber øget vandstress for verdens fattigste. Netop derfor skal vi have den nyeste teknologi i spil for at sikre en bæredygtig fremtid for befolkningen i lande som Togo og Etiopien,” siger direktør i Grundfos Fonden Kim Nøhr Skibsted.
For PlanBørnefonden er vand en central del af indsatsen for børnebeskyttelse og sygdomsforebyggelse:
“Den barske realitet er, at mangel på rent vand går særligt hårdt ud over børn. Det skønnes, at 1.300 børn under fem år hver dag mister livet på grund af diarré forårsaget af beskidt vand og dårlig sanitet og hygiejne. Derfor har vi særligt fokus på den globale vandmangel, men vi kan ikke gøre det uden den bedste teknologi og viden. Derfor er det afgørende, at vi samarbejder med private aktører som Grundfos Fonden,” siger vicedirektør i PlanBørnefonden Anne Smith Petersen.
FAKTA
- Globalt lever 1.42 mia. mennesker i områder med høj eller ekstrem høj risiko for mangel på vand – herunder 450 millioner børn – svarende til hvert femte barn i verden
- Over halvdelen af verdens befolkning har ikke adgang til sikre sanitetsforhold
- 3 mia. mennesker har ikke mulighed for at bruge sæbe i forbindelse med håndvask
- FN skønner, at 1.300 børn under fem år hver dag mister livet på grund af diarré forårsaget af beskidt vand og dårlig sanitet og hygiejne
- Drikkevandsprojektet beror på det såkaldte tTEM-teknologi fra Aarhus Universitet – læs mere her:
Kontakt:
Senior Communications Advisor Andreas Malmos tlf.: 21967786 email: andreas.malmos@planbornefonden.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/teknologi-fra-aarhus-bekaemper-vandmangel-i-udviklingslande?releaseId=13647090
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **