PRM / Andelskassen hylder Den Rullende Kagemand i Varde, Varde Nisselaug, Varde Faldskærmsklub og ildsjælen Tina Nilsson

    Pressemeddelelse fra Danske Andelskassers Bank A/S

    På Andelskassens aktionærmøde den 24. marts uddelte Andelskassen traditionen tro tre “Sammen kan vi mere-priser” og Andelskasseprisen i aktionærkreds Vestjylland. Priserne går til små og store initiativer, der skaber glæde, udvikling og sammenhold, og som gør en forskel i lokalsamfundet.

    I indstillingen, som Andelskassen modtog for Den Rullende Kagemand i Varde, står der:

    “Satellitten Den Rullende Kagemand er etableret af frivillige. Den rullende Kagemand er et fødselsdagstilbud til børn i familier med få ressourcer. De frivillige sørger for, at der holdes fødselsdag for børnene med gave, boller/kagemand, pynt og slikposer.”

    Mødrehjælpen Varde står bag Den Rullende Kagemand i Varde, som er et fødselsdagstilbud til børn i familier, hvor forældre af personlige, økonomiske og/eller helbredsmæssige årsager mangler overskud til at holde fødselsdag for deres barn.

    I indstillingen, som Andelskassen modtog for Varde Nisselaug, lyder det blandt andet:

    “Varde Nisselaug gør et kæmpe arbejde for at gøre Varde til Nissernes by nr. 1. Det er rigtig hyggeligt at gå rundt og se nisserne på byens tage, facader og træer. Mange af nisserne passer til – og er lavet specielt til – der, hvor de hænger. Arbejdet med at gøre byen rigtig julehyggelig er stort, og der ligger mange frivillige arbejdstimer bag. Alle de frivillige skal have et ekstra, kæmpe skulderklap, for det fortjener de så meget. Varde er Nissernes by nr. 1, og det glæder ikke kun borgerne i Varde, men også alle dem, der tager på juletur til Varde for at se nisserne, som er så dejlig reklame for byen.”

    I indstillingen, som Andelskassen modtog for Varde Faldskærmsklub, står der blandt andet:

    “En meget lokal klub, som gør noget godt for byen, der samtidig forsøger at få en lille klub til at fungere. Klubbens store post er at vedligeholde flyveren, som medlemmerne er afhængige af, der fungerer for, at de kan komme op med flyveren, springe ud i det jyske og nyde synet af den flotte natur på vej ned mod Varde. Flyveren har været i London og fået det store eftersyn, som har været en stor, dyr post for klubben. Så måske står klubben for at skulle indkøbe et nyt fly for, at klubben kan bestå.”

    I indstillingen for Tina Nilsson, der er frivillig i SIF/Ansager, står der:

    “Tina er en kæmpe motor og er grunden til, at der overhovedet er pigefodbold i SIF/Ansager. Hun har stået for alt vedr. U12-pigerne. Der er siden opstarten i 2017 med 5 piger sket en stor udvikling. Nu er der 20 piger fordelt på 2 hold: et 8-mands-hold og et 5-mands-hold, og målet er, at der i 2022 kan laves et 11-mands og et 5-mands i U13-piger. Tina fortjener i den grad anerkendelse for sit store arbejde med pigefodbold i SIF/Ansager.”

    Den Rullende Kagemand i Varde, Varde Nisselaug og Varde Faldskærmsklub modtog hver en af bankens “Sammen kan vi mere-priser” og 15.000 kroner, mens Tina Nilsson modtog Andelskasseprisen og 5.000 kroner samt en kurv med delikatesser.

    Udover prisuddelinger på i alt 50.000 kr. til prismodtagere i aktionærkreds Midtjylland var der god mad, valg af aktionærråd og et foredrag ved tv-læge Peter Qvortrup Geisling på programmet ved aktionærmødet. Og så naturligvis et oprids af det forgangne år i banken. Danske Andelskassers Bank kunne for nylig præsentere et meget tilfredsstillende årsregnskab for 2021, der viste et resultat før skat på 202 millioner kroner.

    Mødet var for aktionærer i aktionærkreds Syd- og Vestjylland og var det sidste af fire aktionærmøder, der alle er blevet afholdt i marts. Der deltog cirka 600 aktionærer i mødet.

    Fakta:

    Andelskassen uddeler hvert år priser for 300.000 kr. til personer, grupper, virksomheder eller foreninger, der gør en forskel i deres lokalsamfund. Priserne uddeles i bankens seks aktionærkredse og består af fire priser til en samlet værdi af 50.000 kr. pr. aktionærkreds.

    Andelskasseprisen uddeles som en særlig anerkendelse til en person eller et par, som har gjort en særlig indsats for et af aktionærkredsens lokalområder inden for det sociale, erhvervsmæssige eller kulturelle/sportslige områder. Her uddeles et beløb på 5.000 kr.

    “Sammen kan vi mere-priserne” består af tre priser på hver 15.000 kr. Disse priser tildeles som en særlig anerkendelse til tre foreninger, grupper eller lignende, der i det forløbne år har gjort en særlig indsats for et af aktionærkredsenes lokalområder inden for det sociale, erhvervsmæssige eller kulturelle/sportslige område.

    Kontakt:

    For yderligere oplysninger, kontakt venligst kommunikationskonsulent Maria Bugge på T: 87 99 30 74 eller E: mbm@andelskassen.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/andelskassen-hylder-den-rullende-kagemand-i-varde-varde-nisselaug-varde-faldskaermsklub-og-ildsjaelen-tina-nilsson?releaseId=13646895

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **