Pressemeddelelse fra EY Danmark
At sætte robotter til at udføre det ellers ensformige arbejde i marken, så travle landmænd får frigivet tid til vigtigere opgaver har vist sig at være en god idé for Farmdroid.
Så god, at virksomheden nu har vundet Start-up-kategorien ved EY Entrepreneur Of the Year 2021.
De bedste danske vækstskabere bliver hvert år hyldet ved et stort show, der denne gang fandt sted i Lokomotivværkstedet i København. Ud over årets hovedvinder bliver der fundet vindere af seks kategorier. En af disse er Start-up, hvor fokus ligger på unge danske virksomheder med et stort potentiale og et stort drive.
Gamechager for landbruget
Farmdroid har udviklet fuldautomatiske og meget præcise mark-robotter, juryen kaldte en gamechanger for landbruget og travle landmænd.
“De har formået at gøre det til en god forretning at kombinere automation, Co2-neutralitet og rent økologisk landbrug,” lød det fra erhvervsmanden Jan Lehrmann, da han uddelte prisen til en glad René Jannick Jørgensen, der er administrerende direktør hos Farmdroid.
Juryen lagde også vægt på Farmdroids vækst, der bliver kaldt hurtig og sund. Og på trods af virksomhedens unge alder har Farmdroid også fået international opmærksomhed, og her bemærkede juryen, at entrepreneurerne bag både har visioner og ambitioner, der rækker ud over landets grænser.
Ud over Start-up blev der ved EY Entrepreneur Of The Year 2021 uddelt priser i kategorierne Export and Globalization, Sustainability, Innovation, Life Sciences og Social Entrepreneurship – Future Impact.
Om EY Entrepreneur Of The Year
EY Entrepreneur Of The Year er Danmarks og verdens mest anerkendte vækstskaberkonkurrence, der finder sted i flere end 60 lande. I snart 25 år er danske vækstvirksomheder og de entrepreneurer, der opbygger og driver dem, blevet hyldet ved EY Entrepreneur Of The Year.
Der er i løbet af efteråret 2021 blevet kåret seks regionale vindere, og d. 24. marts blev kategorivinderne samt hovedvinderen udråbt ved et stort show i København. Hovedvinderen deltager i den internationale finale, der finder sted juni 2022 i Monaco.
Der blev fundet vindere i følgende kategorier:
- Export and Globalization
- Sustainability
- Innovation
- Start-up/Scaleup
- Life Sciences
- Social Entrepreneurship – Future Impact
Kontakt:
partner i EY og direktør for EY Entrepreneur Of The Year Søren Smedegaard Hvid email: soeren.s.hvid@dk.ey.com
PR Manager Jakob Wandel email: Jakob.Wandel@dk.ey.com
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/markrobotter-er-arets-start-up-virksomhed?releaseId=13646679
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **








