PRM / Andelskassen hylder Stevninghus Spejdercenter og ildsjælen Carsten Clausen Kock

    Pressemeddelelse fra Danske Andelskassers Bank A/S

    På Andelskassens aktionærmøde den 21. marts uddelte Andelskassen traditionen tro tre “Sammen kan vi mere-priser” og Andelskasseprisen i aktionærkreds Sønderjylland. Priserne går til små og store initiativer, der skaber glæde, udvikling og sammenhold, og som gør en forskel i lokalsamfundet.

    I indstillingen, som Andelskassen modtog for Stevninghus Spejdercenter, står der blandt andet:

    “Borgerne på Stevninghus Spejdercenter gør et stort stykke arbejde året rundt for at udvikle aktiviteter for børn, unge og familier på området ved Stevninghus Spejdercenter. I deres arbejde giver de deres målgruppe store og værdifulde oplevelser, som de vil huske resten af deres liv.

    I indstillingen for Carsten Clausen Kock, der er frivillig i Gråsten Badmintonklub lyder det blandt andet:

    “Carsten udgør Gråsten Badmintonklubs DNA, og vi finder sjældent en person med så stor ildhu, engagement og kærlighed til badmintonsporten og klubben som Carsten. Vi møder altid en energisk formand i klubben, som er åben for nye idéer og tiltag fra vores medlemmer og bestyrelse. Trods år med corona-restriktioner, har klubben/Carsten formået at bibeholde medlemsantal, gnist og gejst hos spillerne ved at tænke kreativt og anderledes. Han elsker at se de unge mennesker spille og træne badminton og at se og opleve, at de unge mennesker er en del af et fællesskab, hvor man træner, støtter og hjælper hinanden. Carsten tilbringer utallige timer på og uden for banen, uden hans gejst ville Gråsten Badmintonklub ikke være, hvad den er i dag.”

    Carsten har været en del af klubben siden 2008, herunder 11 år som formand og er træner for to hold i klubben.

    Stevninghus Spejdercenter modtog en af bankens “Sammen kan vi mere-priser” og 15.000 kroner, mens Carsten Clausen Kock modtog Andelskasseprisen og 5.000 kroner samt en kurv med delikatesser. Derudover modtog både Blans Landsbylaug og fodboldafdelingen i Midtals Idrætsforening en af bankens “Sammen kan vi mere-priser”.

    Sommerlejr for ukrainske flygtninge

    Stevninghus Spejdercenter kunne under prisuddelingen fortælle, at de 15.000 kroner oprindelig skulle bruges på at reparere deres traktor, men med den stigende flygtningestrøm fra Ukraine var de frivillige hos spejdercentret ikke i tvivl om, at beløbet skulle bruges på en sommerlejr for ukrainske flygtningebørn. Da Andelskassens adm. direktør Jan Pedersen hørte det, valgte han straks at fordoble beløbet, så Stevninghus Spejdercenter har 30.000 kroner til at give flygtningebørn fra Ukraine en god oplevelse på sommerlejren.

    “Vi har mange frivillige ildsjæle, foreninger, klubber m.m., som fortjener en særlig anerkendelse, for de gør en stor forskel for mange i Danmark. Stevninghus Spejdercenters initiativ om at lave en sommerlejr for ukrainske flygtningebørn er et stærkt og sympatisk initiativ, der understreger betydningen af “sammen kan vi mere” i disse tider, og det vil vi i Andelskassen gerne støtte op om med en ekstraordinær anerkendelse,” siger Jan Pedersen.

    Udover prisuddelinger på i alt 50.000 kr. til prismodtagere i aktionærkreds Sønderjylland var der god mad, valg af aktionærråd og et foredrag ved tv-læge Peter Qvortrup Geisling på programmet ved aktionærmødet. Og så naturligvis et oprids af det forgangne år i banken. Danske Andelskassers Bank kunne for nylig præsentere et meget tilfredsstillende årsregnskab for 2021, der viste et resultat før skat på 202 millioner kroner.

    Mødet var for aktionærer i aktionærkreds Sønderjylland og var det tredje af fire aktionærmøder, der alle afholdes i marts. Der deltog cirka 300 aktionærer i mødet.

    Fakta:

    Andelskassen uddeler hvert år priser for 300.000 kr. til personer, grupper, virksomheder eller foreninger, der gør en forskel i deres lokalsamfund. Priserne uddeles i bankens seks aktionærkredse og består af fire priser til en samlet værdi af 50.000 kr. pr. aktionærkreds.

    Andelskasseprisen uddeles som en særlig anerkendelse til en person eller et par, som har gjort en særlig indsats for et af aktionærkredsens lokalområder inden for det sociale, erhvervsmæssige eller kulturelle/sportslige områder. Her uddeles et beløb på 5.000 kr.

    “Sammen kan vi mere-priserne” består af tre priser på hver 15.000 kr. Disse priser tildeles som en særlig anerkendelse til tre foreninger, grupper eller lignende, der i det forløbne år har gjort en særlig indsats for et af aktionærkredsenes lokalområder inden for det sociale, erhvervsmæssige eller kulturelle/sportslige område.

    Kontakt:

    For yderligere oplysninger, kontakt venligst kommunikationskonsulent Maria Bugge på T: 87 99 30 74 eller E: mbm@andelskassen.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/andelskassen-hylder-stevninghus-spejdercenter-og-ildsjaelen-carsten-clausen-kock?releaseId=13646464

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **