Pressemeddelelse fra Danske Andelskassers Bank A/S
På Andelskassens aktionærmøde den 21. marts uddelte Andelskassen traditionen tro tre “Sammen kan vi mere-priser” og Andelskasseprisen i aktionærkreds Sønderjylland. Priserne går til små og store initiativer, der skaber glæde, udvikling og sammenhold, og som gør en forskel i lokalsamfundet.
I indstillingen, som Andelskassen modtog for Blans Landsbylaug, står der blandt andet:
“Blans Landsbylaug har vedholdende ført drøm til handling om en ny havnebygning ved Ballebro. De frivillige ildsjæle har kæmpet for at nå i mål med tegninger, idéer, ansøgninger af rigtig mange penge og meget mere. Når den færdige havnebygning er klar – planen er sommeren 2022 – vil den med sine mange formål kunne dække rigtig mange menneskers gavn af fællesskabet på havnen – såvel lokalområdet som udefrakommende vil få glæde af faciliteterne ved vinter/sommerbadning, bådelauget og gæster til færgen vil kunne opgradere deres oplevelser før/efter sejlads.”
I indstillingen for Midtals IF’s fodboldafdeling lyder det blandt andet:
“Fodboldafdelingen gør et stort arbejde med at få lavet ting i Augustenborg, som synliggør klubben i lokalområdet – bl.a. afvikler klubben indendørs fodboldstævne i december måned, der afvikles fodboldskole i august i samarbejde med DGI, og ikke mindst så står klubben for forplejning og salg af drikkevarer i forbindelse med Als revyen, hvor der arbejdes sammen med kulturafdelingen.”
Blans Landsbylaug og fodboldafdelingen i Midtals IF modtog hver en af bankens “Sammen kan vi mere-priser” og 15.000 kroner. Derudover modtog Stevninghus Spejdercenter den tredje af bankens “Sammen kan vi mere-priser”, mens Carsten Clausen Kock modtog Andelskasseprisen og 5.000 kroner for sin store frivillige indsats i Gråsten badmintonklub.
Udover prisuddelinger på i alt 50.000 kr. til prismodtagere i aktionærkreds Sønderjylland var der god mad, valg af aktionærråd og et foredrag ved tv-læge Peter Qvortrup Geisling på programmet ved aktionærmødet. Og så naturligvis et oprids af det forgangne år i banken. Danske Andelskassers Bank kunne for nylig præsentere et meget tilfredsstillende årsregnskab for 2021, der viste et resultat før skat på 202 millioner kroner.
Mødet var for aktionærer i aktionærkreds Sønderjylland og var det tredje af fire aktionærmøder, der alle afholdes i marts. Der deltog cirka 300 aktionærer i mødet.
Fakta:
Andelskassen uddeler hvert år priser for 300.000 kr. til personer, grupper, virksomheder eller foreninger, der gør en forskel i deres lokalsamfund. Priserne uddeles i bankens seks aktionærkredse og består af fire priser til en samlet værdi af 50.000 kr. pr. aktionærkreds.
Andelskasseprisen uddeles som en særlig anerkendelse til en person eller et par, som har gjort en særlig indsats for et af aktionærkredsens lokalområder inden for det sociale, erhvervsmæssige eller kulturelle/sportslige områder. Her uddeles et beløb på 5.000 kr.
“Sammen kan vi mere-priserne” består af tre priser på hver 15.000 kr. Disse priser tildeles som en særlig anerkendelse til tre foreninger, grupper eller lignende, der i det forløbne år har gjort en særlig indsats for et af aktionærkredsenes lokalområder inden for det sociale, erhvervsmæssige eller kulturelle/sportslige område.
Kontakt:
For yderligere oplysninger, kontakt venligst kommunikationskonsulent Maria Bugge på T: 87 99 30 74 eller E: mbm@andelskassen.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/andelskassen-hylder-blans-landsbylaug-og-fodboldafdelingen-i-midtals-if?releaseId=13646465
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **








