PRM / TDC Erhverv styrker 5G-tilbud

    Pressemeddelelse fra TDC Erhverv

    Danskerne forbruger data som aldrig før. Vi er på mobilen og computeren mere end nogensinde, og med hjemmearbejde og onlinemøder som en integreret del af vores arbejdsvaner, vil dataforbruget kun fortsætte med at stige. Siden den første coronanedlukning er danskernes samlede dataforbrug steget med 30-40 pct. om året.

    For at imødekomme danskernes øgede forbrug og fleksible arbejdsliv styrker TDC Erhverv nu deres 5G-tilbud, så flere kunder fremadrettet får adgang til 5G-netværkets hurtigere og mere stabile netværksforbindelse – en nødvendighed til fremtidens arbejdsmarked.

    “Vi kigger hele tiden på, hvordan vi kan skabe en bedre oplevelse for vores kunder. Derfor er vi glade for, at vi nu styrker vores 5G-tilbud til både nuværende og eksisterende kunder, som har et One+ mobilabonnement med data. Med et hurtigere og mere stabilt netværk, som 5G-netværket er, skaber vi rammerne for mere effektivt hjemmearbejde og befordrer dermed en større arbejdsmobilitet,” siger John Henriksen, CEO hos TDC Erhverv, og fortsætter:

    “Det gør det lettere både at arbejde hjemmefra og på farten, idet netværket blandt andet sikrer, at videomøder bliver afholdt i høj kvalitet, ligesom man med 5G-adgang nemt og bekvemt kan streame store mængder af data uden at billedet fryser og hakker. Kort sagt er 5G-netværket ensbetydende med mere frihed for brugeren, og det er ikke mindst blevet vigtigt i kølvandet på de forgangne to års nedlukninger, hvor hybridarbejde er blevet den nye normal.”

    Udover at rulle 5G ud i alle One+ mobilabonnementer med data styrker TDC Erhverv yderligere forholdene for nuværende og kommende kunder ved næsten at fordoble mængden af data i alle abonnementspakker, der inkluderer data, så også datamængden bedre matcher kravene til fremtidens arbejdsplads.

    TDC Erhverv benytter sig af mobilnetværket fra TDC Net, der for 6. år i træk er målt til at være Danmarks bedste af Teknologisk Institut. TDC Net åbnede sit 5G-netværk den 7. september 2020 og nu er 5G-netværket tilgængeligt på tværs af landet. TDC Net er fortsat den eneste landsdækkende udbyder af 5G i Danmark. Dermed er Danmark det første land i Norden med national 5G-dækning. Åbningen omfatter adgang til fuld 5G i centrum af København, Odense, Aarhus og Helsingør. Er man på 5G i andre dele af landet, vil man fortsat kunne opleve 5G som en opgradering med blandt andet højere hastigheder og reduceret forsinkelse.

    Kontakt:

    Emil Lohse email: emlo@nuuday.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/tdc-erhverv-styrker-5g-tilbud?releaseId=13646314

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **