PRM / Erhvervskundechef i Middelfart Sparekasse fylder 60 år

    Pressemeddelelse fra Middelfart Sparekasse

    Claus Dahlbom har sin daglige gang i Middelfart Sparekasses afdeling i Esbjerg, hvor han med sine snart 40 års erfaring fra den finansielle sektor kyndigt hjælper og rådgiver sparekassens erhvervskunder i det vestjyske.

    Claus Dahlbom blev i 2013 sammen med to af sine daværende kolleger fra Vestjysk Bank headhuntet af Middelfart Sparekasse til at lave en ny afdeling i Esbjerg. De tre startede op i en lejlighed i Stormgade, men flyttede snart ind i mere passende lokaler i Skolegade, hvor afdelingen havde til huse frem til 2017. Flere nye kolleger kom til, og pladsen blev for trang, så afdelingen rykkede til sin nuværende placering i Dokken 10 og tæller i dag 14 ansatte.

    Claus Dahlbom startede i Middelfart Sparekasse som erhvervsrådgiver, men fik i 2019 sin titel af erhvervskundechef.

    Farfar med handicap 8

    Han stammer oprindeligt fra Fyn, men bor i dag i Sædding sammen med sin hustru Lene. De har to voksne sønner, som begge bor i Aarhus og har uddannet sig til advokat og ingeniør.

    Erhvervskundechefen kan desuden bryste sig af endnu flot titel. For halvandet år siden blev han nemlig farfar til en lille dreng.

    Så der går med Claus Dahlboms egne ord en del tid på landevejen med at køre frem og tilbage mellem Esbjerg og Aarhus for at bruge tid sammen med familien.

    I sine yngre år spillede Claus Dahlbom en del badminton og tennis på et efter eget udsagn ganske pænt niveau, men for 25 år siden blev ketcherne byttet ud med et sæt golfkøller, og den dag i dag er golfen stadig erhvervskundechefens store passion. Han spiller i Varde Golfklub og har et handicap på 8.

    Middelfart Sparekasse inviterer i anledning af Claus Dahlboms fødselsdag til reception i afdelingen i Esbjerg. Torsdag 31. marts kl. 14-16.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/erhvervskundechef-i-middelfart-sparekasse-fylder-60-ar?releaseId=13646348

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **