PRM / Peter Mogensen: Politik er et grimt magtspil

    Pressemeddelelse fra Turbine Forlaget A/S

    “Politik og spændingsromaner hænger ret godt sammen. For politik ER spændende. Og det har indflydelse på vores alle sammens liv. Christiansborg er det ideelle sted til dramaer. Derinde er det faktisk jobbet – hvis ikke i bogstaveligste forstand så politisk – at hugge hovedet af hinanden. Dramaerne står i kø – og derfor blander jeg politik med spændingsromanen, når jeg skriver,” fortæller Peter Mogensen, der i sin tredje bog om Henrik Foss for alvor gør kampen om magten til en beskidt affære.

    Henrik Foss kører dybest set statsministeriet fra udenrigsministeriet, da han har en klemme på statsministeren, men Venstre står til at tabe det kommende folketingsvalg til oppositionens leder fra Socialdemokratiet, Henrik Foss’ gamle politiske ærkefjende Smilet. Helt uventet får han en dialog med Smilet, der giver ham fornyet håb om at genvinde magten ved det kommende valg. Men det kræver, at Foss selv spiller den afgørende rolle i et speget spil, hvor slaget skal vindes uden for både lovens og landets grænser.

    Spillet om magten er barskt og råt, og i Peter Mogensens tredje roman om den tidligere jægersoldat Henrik Foss når intrigerne, forræderiet og de kyniske magtkampe nye højder. I sine to forrige romaner har Peter Mogensens fiktive magtkampe vist sig at være skræmmende tæt på virkeligheden: i den første gik russerne til angreb på politikeren Henrik Foss, samtidig med at virkeligheden åbenbarede, at russere havde forgiftet engelske politikere med nervegift. I den anden roman var omdrejningspunktet et brutalt opgør internt i partiet Venstre, og den roman blev sendt til tryk samtidig med, at Lars Løkke Rasmussen forsvandt ud ad en bagdør og ud af Venstre. Om Peter Mogensen endnu en gang er spot on med sit fiktive univers, kan vi ikke afsløre her. Det er dog helt sikkert, at Peter Mogensen bruger sin store viden om politik og politikernes interne kampe, når han skriver. “Der er stærk rivalisering på liv og død – politisk – og de fleste politikere vil nok skrive under på, at Christiansborg er et hårdt sted at være. Man plejer at sige, at hvis man vil have en ven i politik, så skal man få sig en hund. For man er ikke venner på Christiansborg, og det er en benhård kamp. Jeg skriver politiske spændingsromaner, der ligger tæt op ad det, der foregår i Folketinget, men det klart, at Henrik Foss er udfordret på måder, som det trods alt er de færreste, der er blevet,” fortæller Peter Mogensen med et skælmsk smil. Henrik Foss er i øvrigt ikke hundeejer.

    Den forreste mand udkommer d. 31. marts, lige op til årets Krimimesse i Horsens. Her vil Peter Mogensen fortælle om bogen to gange. Lørdag d. 2. april kl. 11 taler han med Stig Ulrichsen om bogen. Og søndag deltager han i en samtale om krimier og politik sammen med Morten Hesseldahl, Leif Davidsen og Iben Albinus kl. 13.45.

    Fakta om bogen:

    Den forreste mand
    Forfatter: Peter Mogensen
    Forlag: Turbine
    ISBN: 9788740674958
    Sidetal: 544
    Vejl. pris: 249,95 kr.
    Udgivelsesdato: 31. marts 2022

    Kontakt:

    PR og kommunikation Marie Jensby tlf.: 60548460 email: marie.jensby@turbine.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/peter-mogensen-politik-er-et-grimt-magtspil?releaseId=13645909

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **