Pressemeddelelse fra Danmarks Statistik
16.422. Så mange ukrainere boede der i Danmark den 1. januar 2022. Det er mere end en tredobling siden 2008. Ukrainerne i Danmark fordeler sig ligeligt mellem mænd og kvinder, og 13.363 er indvandrere, mens 3.059 er efterkommere. 2.186 har et dansk statsborgerskab.
Personer med ukrainsk oprindelse bosat i Danmark over tid
Kilde:
Region Midtjylland er den landsdel, der huser flest med ukrainsk oprindelse og dernæst følger Region Syddanmark. Der bor færrest i Region Sjælland.
De bosatte i Danmark med ukrainsk oprindelse er forholdsvist unge, og her bor flest, der har kunnet fejre deres 30-års fødselsdag inden for det seneste år.
“Størstedelen af personer med ukrainsk oprindelse i Danmark er i 20’erne og 30’erne, og meget få er over 50 år. Der er også en stor andel af helt små børn, hvilket formodentlig skyldes, at dem i 30’erne har fået børn inden for de seneste år,” siger statistikansvarlig Dorthe Larsen.
Aldersgruppefordeling af personer med ukrainsk oprindelse bosat i Danmark
Kilde:
“De personer med ukrainsk baggrund, der kommer til Danmark i de kommende måneder, vil formentlig have en anden køns- og alderssammensætning end den ukrainske befolkning, der allerede bor i Danmark. Det vil for eksempel sandsynligvis primært være kvinder og børn, der kommer hertil,” understreger Dorthe Larsen.
Tilknytning til arbejdsmarkedet
Det er især i svine- og kvægbranchen, der findes mange lønmodtagere med ukrainsk oprindelse. I svinebranchen var der 2.016 beskæftigede, mens der var 1.593 i kvægbranchen.
“Hver fjerde af de beskæftigede lønmodtagere i den danske svineproduktion kom i 2020 fra Ukraine. I kvægbranchen var det hver femte. Det er ikke ualmindeligt, at beskæftigede fra et land fylder meget i en branche på denne måde. Det kan skyldes, at beskæftigede i én branche tiltrækker arbejdskraft fra sit eget land til samme branche,” forklarer Pernille Stender, chefkonsulent i Danmarks Statistik.
Beskæftigede med ukrainsk oprindelse, 2020-tal
Kontakt:
Ved spørgsmål angående befolkningstal er du velkommen til at kontakte Dorthe Larsen på dla@dst.dk eller tlf. 3917 3307
Ved spørgsmål angående beskæftigelsestal er du velkommen til at kontakte Pernille Stender på psd@dst.dk eller tlf. 3917 3404
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/ukrainere-i-danmark?releaseId=13646200
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **








