PRM / Fad & Foredrag: Gentager historien sig? – Danmark under Den Kolde Krig  

    Pressemeddelelse fra Krigsmuseet

    Krigen raser i Ukraine, der er indgået en bred politisk aftale om større forsvarsbudgetter og frygten for atomvåben hænger endnu en gang som en tung paddehattesky over Danmark og den vestlige verden.

    Vi er alle usikre på, hvad fremtiden bringer, men er der mulige paralleller og erfaringer i vores nære fortid, som kan gøre os klogere på vores nutid?

    Det er dette højaktuelle emne, som er på dagsordenen, når historiker og forfatter Jens Ole Christensen gæster Krigsmuseet til et ekstraordinært Fad & Foredrag om Danmark under Den Kolde Krig.

    Jens Ole Christensen vil blandt andet fortælle om dengang i foråret 1948, da de tjekkoslovakiske kommunister med støtte fra Moskva kuppede regeringen i Prag og sendte chokbølger gennem den vestlige verden. Kuppet, der på nogle områder kan minde om situationen i Krim i 2014, skabte herhjemme en stor frygt for en dansk, kommunistisk revolution.

    Sidenhen blev Danmark medstiftere af Atlantpagten, det senere NATO, i 1949, der politisk og militært skulle inddæmme Sovjetunionen og kommunismen. På den måde blev Danmark en del af en gigantisk forsvarsopbygning, og efterfølgende flerdobledes de danske forsvarsbudgetter.

    Således blev Danmark endnu en brik i Den Kolde Krig. Vi blev viklet ind i Koreakrigen, afskrækkelse med atomvåben og truslen om total ødelæggelse, samt en massiv militær oprustning, inden Den Kolde Krig ophørte med Berlinmurens fald i 1989 og Sovjetunionens kollaps få år senere.

    Men er vi så færdige med kold krig?

    Kan vi blive klogere på vores nuværende situation ved at se tilbage på, hvordan Danmark tidligere har navigeret i stormagtskonflikter?

    Information
    Tid: Tirsdag den 29. marts 2022 kl. 17.00 – 19.00.
    Sted: Krigsmuseet. Tøjhusgade 3, 1220 Kbh. K.
    Pris: 150 kr.

    Billetten inkluderer en kold fadøl for gæster over 18 år, til gæster under 18 år inkluderer billetten en vand.

    Billetten giver også gratis adgang til Krigsmuseets øvrige udstillinger fra kl. 16 samme dag.

    Kontakt:

    Simon Grønlund tlf.: 41 20 60 42 email: son@natmus.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/fad-foredrag-gentager-historien-sig-danmark-under-den-kolde-krig-?releaseId=13645816

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **