Pressemeddelelse fra Dansk Fjernvarme
Aftalen er med til at sætte skub i udviklingen af Power-to-X (PtX) i Danmark og indeholder både retning og økonomi for den videre rute frem. Der sættes med aftalen fokus på, at PtX medfører store mængder overskudsvarme, som med fordel kan nyttiggøres i fjernvarmesystemet.
– Udnyttelse af overskudsvarme vil både gavne økonomien i PtX-anlæg samt varmeprisen for danske fjernvarmekunder. Aftalen sender et godt og klart signal til industrien og til energisektoren om, at placering af anlæg i nærheden af vores kollektive varmenet bør prioriteres, så vi kan fortsætte den danske tradition for effektiv udnyttelse af energien, mener Dansk Fjernvarmes direktør, Kim Mortensen.
PtX gør det muligt at producere brændstoffer, der kan erstatte fossile brændstoffer i en række svært omstillelige sektorer, og det er et af svarene på at nå Danmarks langsigtede mål om klimaneutralitet senest i 2050. Derfor er det afgørende for det videre arbejde, at den politiske aftale om PtX-strategien er på plads.
Klar til at sikre grøn omstilling af udfordrede sektorer
Dansk Fjernvarmes beregninger viser, at branchen kan bidrage med op mod 7,5 mio. ton CO2 reduktioner gennem CO2-fangst. Det er mere end halvdelen af de reduktioner, som man politisk mangler at adressere frem mod 2030 for at indfri de fælles klimamål.
– Vi glæder os meget over, at fjernvarmesektoren kan bidrage til at gøre Danmark klimaneutral. Fjernvarmenettet kan udnytte overskudsvarmen fra nye PtX-anlæg og nyttiggøre varmen til grøn varme i vores boliger, mens vores kraftvarmeværker og affaldsenergianlæg er klar til at suge millioner af ton CO2 ud af røggassen. Det kan bringes i spil til at producere grønne brændstoffer til brug for de sektorer, der har sværest ved at omstille sig, herunder til søfart, luftfart og tung vejtransport, siger direktør Kim Mortensen.
Aftalen betyder, at PtX-anlæg nu i større omfang kan blive udbredt i Danmark i de kommende år.
– Politikerne har med aftalen anerkendt værdien af det danske fjernvarmesystem i forhold til PtX. Nu bliver det væsentligt, at få samtænkningen til at ske i praksis, så der sikres en fornuftig placering af PtX-anlæggene ift. både el- og fjernvarmesystemet. Derfor er det glædeligt at se, at der bliver nedsat en PtX-taskforce, der netop skal bistå aktørerne på tværs for at sikre udvikling, marked og den vigtige infrastruktur i forhold til placering.
Dansk Fjernvarme hæfter sig ved, at det i aftalen muliggøres at anvende direkte linjer og geografisk differentierede forbrugstariffer for store elforbrugere, hvilket kan fremme en hensigtsmæssig placering af elproduktion og elforbrug. Det fremgår imidlertid ikke af aftalen, om denne mulighed kun er knyttet til PtX-anlæg, eller om det også omfatter andre store elforbrugere. Dansk Fjernvarme henstiller til, at der ikke forskelsbehandles, og at eksempelvis store varmepumper og elkedler også omfattes.
Kontakt:
Presserådgiver Sofie Karoline Høgedal email: skh@danskfjernvarme.dk
Pressechef Rune Birk Nielsen, tlf. +45 2490 4197 el. rbn@danskfjernvarme.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/god-ny-aftale-om-udvikling-og-fremme-af-brint-og-gronne-braendstoffer?releaseId=13645809
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **