PRM / Teologiforsker Elisa Uusimäki modtager nordisk forskningspris

    Pressemeddelelse fra Aarhus Universitet: Arts

    ‘En særdeles dygtig akademiker inden for sit felt.’

    Sådan lyder ordene om forsker i teologi på Aarhus Universitet, Elisa Uusimäki, som netop har modtaget den nordiske forskningspris, Nils Klim-prisen, for sin forskning i den antikke jødedoms litteratur og kultur.

    Hæderen uddeles hvert år af Universitetet i Bergen til en ung, nordisk forsker under 35 år, som har begået fremragende forskning inden for fagområderne humaniora, samfundsvidenskab, jura og teologi, og valget er denne gang faldet på Elisa Uusimäki, der siden 2020 har haft sit virke ved Afdeling for Teologi på Aarhus Universitet.

    “Hun kombinerer ekspertise om litteratur og fortolkning med vidtrækkende sprogkundskaber, når hun dykker dybt i tekster og materiale, som er højest relevante for vores historiske forståelse af antikken,” lyder det blandt andet i Nils Klim-komitéens begrundelse.

    Med prisen følger samtidig et beløb på 500.000 norske kroner.

    Øget forståelse for antikkens jødedom
    Elisa Uusimäkis forskning spænder konkret fra studier i antikkens jødiske visdomstænkning, etik og religiøse forestillinger til mere analytiske undersøgelser af det historiske tekstmateriale ved hjælp af teorier inden for køn og intertekstualitet.

    Elisa Uusimäki selv forklarer, at det overordnede mål med hendes forskning er at øge forståelsen af antikkens religiøse tekster og traditioner.

    “Mit udgangspunkt her er den jødiske tradition, som jeg søger at analysere som en del af antikken i det østlige middelhavsområde. Der er stor afstand i tid og rum mellem mig, og dem, jeg forsker i, men kilderne har fortsat betydning for nutiden. Mange kulturer i verden baserer sig på disse tekster og traditioner på forskellige måder, og de har dermed fortsat betydning for, hvordan folk lever og tænker i dag,” siger Elisa Uusimäki.

    Nils Klim-prisen bliver uddelt sammen med den internationale forskningspris Holbergprisen ved en officiel ceremoni på Universitetet i Bergen den 9. juni.

    Kontakt:

    Yderligere information
    Elisa Uusimäki, lektor
    Afdeling for Teologi
    Institut for Kultur og Samfund, Aarhus Universitet
    E-mail: elisa.uusimaki@cas.au.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/teologiforsker-elisa-uusimaki-modtager-nordisk-forskningspris?releaseId=13645747

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **