Pressemeddelelse fra Nrep A/S
Da NREP i 2019 købte sig ind i Tetris, stod ejendomsudvikleren klar til at udrulle et nyudviklet koncept for lokale boligfællesskaber under navnet Agorahaverne.
Nu, to og et halvt år senere, er de tre første boligfællesskaber fuldt udlejede, og yderligere fem står færdige inden for de næste to år. Det er denne portefølje, på otte fællesskaber og flere end 500 effektive, moderne boliger på samlet 40.000 kvm, som NREP køber af Tetris. Prisen er på ca. 1,3 mia. kr.
“Vi købte os ind i Tetris, fordi vi troede på deres boligfælleskabskoncept og forretningen i det hele taget. Begge har vist deres berettigelse, og denne handel skal sikre, at Tetris får muskler til at opbygge den næste portefølje af Agorahaver. Vores ejerskab af den første portefølje sikrer desuden, at den samlede portefølje af Agorahaver bliver i familien, så der inden for de næste par år eventuelt vil kunne gennemføres et større samlet exit,” siger Claus Borkenfelt, investeringsmanager, NREP.
Det lå allerede i den oprindelige forretningsplan fra 2019, at NREP skulle købe denne første portefølje af Agorahaver ud af Tetris – netop med øje for at skabe yderligere vækst.
“Handlen er dermed udtryk for, at Tetris har leveret fuldt ud på forretningsplanen. Det er imponerende, hvordan man har formået at konvertere de indledende analyser til et prisbelønnet koncept og udrullet i et tempo og med en stærk udlejningshistorik. Det vidner om, at man har ramt rigtig på en lang række ting, hvilket også bekræftes af et stærkt 2021-regnskab og forventninger til en stærkt stigende indtægt i 2022 og 2023,” siger Claus Borkenfelt.
En stigende efterspørgsel
Baggrunden for at udvikle Agorahaverne er en stigende interesse for fællesskabsorienterede boformer blandt seniorer over 50 år. Mange bor i dag i en bolig, som de synes er blevet for stor, men hvor det samtidig kniber med alternativerne. Endvidere indebærer den demografiske udvikling, at aldersgruppen vokser markant frem mod 2040. Der er simpelthen for få boliger til at matche efterspørgslen.
Agorahavernes første boligfællesskab, Ibihaven, ligger i det østlige Slagelse. Det rummer 76 moderne boliger og det åbnede for indflytning i 2020. Efterfølgende er Hermanhaven og Augusthaven, begge på 60 boliger og beliggende i Næstved, åbnet. Med udgangspunkt i egne lejelejligheder, har beboerne adgang til den store overdækkede atriumhave og en række andre fællesarealer. De næste fem Agorahaver opføres i Odense, Holbæk, Slagelse, Greve, og Kolding, og den første er klar allerede sidst på året.
“Da vi fik NREP med i Tetris, var rationalet at få en aktiv investor ombord, der kunne hjælpe med at vækste Agorahaverne. Det er lykkes, og vi ser nu frem til at gå i dialog med interessenter om finde gode lokaliteter til den nye portefølje,” siger Rasmus Friis, CEO og medejer, Tetris.
Mulighederne for den kommende portefølje ser lovende ud, og forventningen er pt. at kunne udvikle 8-10 lokaliteter, der kan igangsættes over de kommende par år. Flere af disse er allerede sikret.
Kontakt:
Pressekontakt Anders Rosendahl tlf.: +45 40483766 email: anro@nrep.com
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/nrep-kober-portefolje-af-seniorboligfaellesskaber-gearer-tetris-til-yderligere-vaekst?releaseId=13645726
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **








