Pressemeddelelse fra VIA University College
Eleverne fra 1.g og 2.g på Odder Gymnasium kan på tirsdag den 15. marts 2022 blive klogere på deres muligheder efter gymnasietiden, når studerende fra forskellige uddannelser ved professionshøjskolen VIA University College står for undervisningen.
Undervisningsdagen er en del af brobygningsprojektet ‘VIA på Vejen’, der er en målrettet indsats for at give gymnasieelever et indblik i livet som studerende på en professionshøjskole.
Dagen skal være med til at inspirere eleverne og gøre dem opmærksomme på den brede vifte af uddannelsesmuligheder, der findes, så de kan træffe et reflekteret uddannelsesvalg efter gymnasietiden.
Øget kendskab til professionshøjskolerne
VIA University College tilbyder 42 forskellige videregående uddannelser fordelt i 11 byer i Region Midtjylland.
Imidlertid er der mange gymnasieelever, der ikke ved meget om de mange uddannelsesmuligheder ved professionshøjskolerne.
“Undersøgelser viser, at det kun er omkring halvdelen af gymnasieeleverne, der kender til professionshøjskolernes mange forskellige uddannelser og det faktum, at undervisningen veksler mellem teori, praksis og praktik ‘ude i virkeligheden’. Det er derfor, at VIA University College har sat sig for at bygge bro til gymnasieskoler gennem projektet ‘VIA på Vejen’,” fortæller Jeppe Bergh Torp, der er projektleder for brobygning ved VIA.
Vil du være skatteminister for en dag?
De studerende fra VIA, der overtager undervisningen 15. marts, kommer fra forskellige uddannelser – fx VIAs uddannelser til ergoterapeut, lærer, socialrådgiver, fysioterapeut, psykomotorisk terapeut samt professionsbachelor i grafisk fortælling og professionsbachelor i ernæring og sundhed.
Studenterunderviserne vil gøre gymnasieeleverne klogere på deres egen uddannelse ved at præsentere dem for relevante cases, der har med studiet og faget at gøre. Derudover vil de fortælle om studielivet på VIA og om deres egne overvejelser i forbindelse med studievalget.
VIAs studerende har planlagt forskellige oplæg til gymnasieeleverne i Odder. Blandt andet vil en studerende fra socialrådgiveruddannelsen sætte spot på det sociale arbejde i jobcentret. En studerende fra ernæring- og sundhedsuddannelsen vil fortælle om vejen til en sund livsstil. Og en studiekoordinator fra skatteuddannelsen vil undervise ud fra overskriften “Vil du være skatteminister for en dag?”.
De mange muligheder gør det svært
“Vi ved fra tidligere arrangementer med ‘VIA på Vejen’, at det er til stor inspiration for gymnasieeleverne at komme i dialog med studerende fra videregående uddannelser og kunne få svar på spørgsmål. ‘VIA på Vejen’ hjælper de unge med at finde vej i junglen af forskellige uddannelsesmuligheder. Vores erfaring er, at når VIA-studerende har været ude at fortælle om deres studier, så bliver mange gymnasieelever interesserede i at tage deres kommende uddannelse på en professionshøjskole,” siger Jeppe Bergh Torp.
Lise Nygaard Arge, der er pædagogisk leder ved Odder Gymnasium, ser frem til, at ‘VIA på Vejen’ kommer forbi og overtager undervisningen den 15. marts.
“Der er mange unge mennesker, der er i tvivl om, hvad der vil være den rette faglige hylde for dem at uddanne sig til. Derfor er det vigtigt at få indblik i forskellige studiemuligheder – måske også nogle, de ikke selv forinden havde tænkt på. Og det virker helt sikkert optimalt, at det er studerende, der selv for kort tid siden gik i gymnasiet, der kommer ud og fortæller om deres studievalg. Det giver jo ung-til-ung-dialog i øjenhøjde,” fremhæver Lise Nygaard Arge.
Kontakt:
Kontakt for yderligere information om ‘VIA på Vejen’ og om de VIA-studerendes undervisning på Odder Gymnasium tirsdag den 15. marts 2022:
Jeppe Bergh Torp
Projektleder for brobygning, VIA University College
T: 87 55 14 66
E: torp@via.dk
Lise Nygaard Arge
Pædagogisk leder, Odder Gymnasium
E: ln@odder-gym.dk
Journalister og pressefotografer er velkomne til at overvære, når de studerende fra VIA University College fredag den 15. marts 2022 overtager undervisningen af gymnasieelever på Odder Gymnasium.
Tilmelding sker til pædagogisk leder Lise Nygaard Arge eller via skolens kontor på telefon 86 54 45 00, hvor man også bedes møde op ved ankomsten.
Undervisningen foregår på Odder Gymnasium kl. 08:15-13:30.
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/via-studerende-overtager-undervisningen-pa-odder-gymnasium-for-en-dag?releaseId=13645626
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **








