PRM / Solister fra Berliner Filharmonikerne indspiller Ole Schmidts koncerter

    Pressemeddelelse fra Dacapo Records

    Ole Schmidt (1928-2010) var en af nordisk musiks store multitalenter som både pianist, komponist og en af de første danske musikere, der forfulgte en dirigentkarriere uden for landets grænser. Hans musik var påvirket af Bartók, Stravinsky og den fransk-orienterede neoklassicisme og dertil udstyret med en vis nordisk klarhed.

    Den 18. marts udkommer et nyt album, som præsenterer tre koncerter af Ole Schmidt i nye indspilninger med fire internationalt anerkendte messingsolister fra Berliner Filharmonikerne; Gábor Tarkövi, Jesper Busk Sørensen, Jens Bjørn-Larsen og Stefan Dohr.

    Alsidig musikalitet

    Ole Schmidts musik er karakteriseret af rytmisk energi, fortættet ekspressivitet og underspillet humor. Hans værker vidner om en enorm musikalsk alsidighed, som strakte sig over en karriere som jazzpianist til at komponere musik til ballet og spillefilm.

    Schmidts erfaring på podiet gav ham desuden en teknisk indsigt i orkestrets instrumenter, hvilket tilførte raffinement og pragmatisme til hans større partiturer.

    Ekspressive koncert med højt humør

    Det nye album præsenterer tre koncerter for messingsolister og orkester. I hans Pièce Concertante (1964) placerer Schmidt trompeten og basunen helt i forgrunden af lydbilledet. Værket har en livlig stemning over sig, med rytmisk fremdrift og et gennemgående godt humør. Nogle gange lyder de to messingblæsere som ét instrument, andre gange er de fastlåst i en livlig samtale.

    Schmidts koncert for tuba og orkester (1975) udforsker instrumentets fulde potentiale, når solisten sættes til at spille hurtige tonerækker og indviklede figurer. Albummet præsenterer desuden Schmidts koncert for horn og kammerorkester (1966), som falder pænt i to halvdele: den første sats er skiftevis sørgmodig og spændstig, anden sats er letbevægelig og lumsk.

    Solister fra Berliner Filharmonikerne

    På det nye album får Aalborg Symfoniorkester selskab af fire internationalt anerkendte messingsolister fra Berliner Filharmonikerne: ungarske Gábor Tarkövi (trompet), Jesper Busk Sørensen (basun), Jens Bjørn-Larsen (tuba) samt tyske Stefan Dohr (horn). Giordano Bellincampi er dirigent påindspilningerne.

    Udkommer den 18. marts 2022

    Gábor Tarkövi, trompet
    Jesper Busk Sørensen, basun
    Jens Bjørn-Larsen, tuba
    Stefan Dohr, horn

    Aalborg Symfoniorkester
    Giordano Bellincampi, dirigent

    43 minutter
    SACD 6.220702

    Kontakt:

    Ansvarlig for presse og markedsføring Asta Ravn Cornelius tlf.: 22868980 email: asta@dacapo-records.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/solister-fra-berliner-filharmonikerne-indspiller-ole-schmidts-koncerter?releaseId=13645144

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **