PRM / Udviklingsministeren tager til den ukrainske grænse

    Pressemeddelelse fra Udenrigsministeriet

    Udviklingsminister Flemming Møller Mortensen (S) tager fredag aften til Polen, hvor han lørdag besøger FN’s og Beredskabsstyrelsens logistikcentre for humanitære forsyninger til Ukraine. Ministeren tager også til den ukrainske grænse, hvor han mødes med Dansk Flygtningehjælp.

    Flemming Møller Mortensen udtaler:

    “Jeg tager til Polen for, at mødes med de humanitære organisationer, som vi allerede har støttet med over 280 millioner kr. til indsatser i Ukraine og i nabolandene. Vores partnere såsom FN, Beredskabsstyrelsen og civilsamfundsorganisationerne gør en forbilledlig indsats under utroligt svære omstændigheder. De er til stede på jorden og hjælper det ukrainske folk dag og nat med blandt andet fødevarer, husly og adgang til sundhedsindsatser.”

    Danmark har allerede afsat over 280 mio. kr. til humanitære og andre akutte behov i Ukraine og nabolande. 100 mio. kr. er gået til det danske civilsamfund og 100 mio. kr. til Internationalt Røde Kors og FN. Danmark har også bidraget gennem Beredskabsstyrelsen i form af et civilt mobilhospital og udstyr til civilbeskyttelse, og har indtil videre afsat 50 mio. kr. til donation af lægemidler og medicinsk udstyr, som Ukraine har efterspurgt. Det er eksempelvis antibiotika, smertestillende medicin og lægemidler til brug ved narkose. Der går yderligere 8 mio. kr. til mindre danske NGO’er, der allerede arbejder i Ukraine. NGO’erne kan søge igennem DERF – en fond der administreres af CISU og Red Barnet.

    Flemming Møller Mortensen udtaler:

    “Vi følger situationen time og time og gør alt, hvad vi kan, for at hjælpe i og omkring Ukraine. Det er desværre en krise, som kan blive langvarig og fatal for uskyldige civile i vores nærområde. Det er af største væsentlighed, at vi handler med det samme. Nødhjælpsarbejdet inde i Ukraine er svært. Russerne holder sig ikke tilbage: Civile skånes ikke, og i flere dele af landet må der søges ly i kældre. Det til trods bliver vi og vores partnere ved med at gøre alt, hvad vi kan, og arbejdet på jorden gør en stor forskel.”

    For yderligere kontakt

    Laura Sørensen Topp

    Fg. Pressechef for ministeren for udviklingssamarbejde og nordisk samarbejde

    Mobil: +45 6197 9241 / lautop@um.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/udviklingsministeren-tager-til-den-ukrainske-graense?releaseId=13645110

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **