PRM / Kombardo Expressen vil forvandle færger til flydende busterminaler

    Pressemeddelelse fra Molslinjen A/S

    Molslinjens hurtigfærger på Kattegat vil i fremtiden fungere som flydende busterminaler. Kombardo Expressen søsætter en helt ny strategi, hvor buspassagerer og deres bagage skifter bus på vandet. Et flydende bus-HUB, hvor gæsterne kan sammensætte deres rejse på mange nye måder.

    “Hidtil har Kombardo Expressen kørt mellem to punkter, så alle ruter fra Jylland havde én endestation på Sjælland. Nu bryder vi helt med de principper, og det giver som eksempel mulighed for at sammensætte en rejse fra Aalborg til Lyngby”, forklarer Molslinjens kommercielle direktør, Jesper Skovgaard.

    For den enkelte passager er der ikke den store forandring. Når bussen ankommer på færgen, går passagererne i færgens passagerområde, og imens finder bagagen med hjælp fra færgens personale selv vej fra den ene bus til den anden. Så ved ankomsten til Odden skal passageren blot stige på den rigtige bus på vogndækket og fortsætte turen mod sit bestemmelsessted.

    De mange nye kombinationer får antallet af ruter til at eksplodere i Kombardo Expressens fartplan, hvor det nye samlingssted på færgerne udløser 84 ruter – heraf 64 helt nye rutekombinationer. I den forbindelse åbner Kombardo Expressen en række nye byer; Lyngby, Bagsværd, Ballerup og Københavns Lufthavn (CPH).

    Til en begyndelse vil Kombardo Expressen køre HUB-afgange fra Aalborg, Randers, Aarhus, Silkeborg, Odden, København og Københavns Lufthavn samt en afgang fra Skive, Viborg, Herning, Holbæk, Roskilde, Hillerød og Helsingør, Ballerup, Bagsværd og Lyngby.

    “Det er bus på en ny måde, hvor busser og færger smelter sammen og giver nye muligheder”, siger Jesper Skovgaard.

    Billetter sættes til salg fra den 14. marts, og første HUB-tur køres den 6. april.


    Kontakt:

    PR- og kommunikationschef Jesper Maack tlf.: 20196215 email: jma@molslinjen.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/kombardo-expressen-vil-forvandle-faerger-til-flydende-busterminaler?releaseId=13645030

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **