Pressemeddelelse fra Udenrigsministeriet
I Syrien vil den danske indsats blandt andet bidrage til at fremme en bæredygtig, forhandlet afslutning på konflikten, bekæmpe straffrihed og støtte basal infrastruktur og andre stabiliseringsindsatser i områder uden for regimets kontrol.
I Irak vil programmet fokusere på at fremme sikkerhed og stabilitet. Eksempelvis gennem minerydning og reformer af sikkerhedssektoren.
Udenrigsminister Jeppe Kofod siger:
“Der er opnået betydelige fremskridt i nedkæmpelsen af ISIL i Syrien og Irak. Det har Danmark bidraget flot til, og det kan vi være stolte af. Men det kræver et langt sejt træk at stabilisere områderne og undgå fornyet konflikt. ISIL og andre ekstremistiske kræfter må ikke igen få fodfæste og tvinge civilbefolkningen ud i yderligere langvarige fordrivelser og true den regionale og globale sikkerhed. Det handler også om Danmarks sikkerhed og danskernes tryghed. Ustabiliteten i landene har konsekvenser langt ud over deres egne grænser.”
Forsvarsminister Morten Bødskov siger:
“Danmark er gået forrest i den langsigtede bekæmpelse af Islamisk Stat og terrorisme i Irak og Syrien. En kamp der desværre ikke er slut. Vi tager ansvar sammen med vores koalitionspartnere og i NATO, også selv om udfordringerne er komplekse. Der er ikke enkle løsninger, når det kommer til at stå vagt om vores demokratiske værdier og danskernes tryghed. Derfor er freds- og stabiliseringsprogrammet for Irak og Syrien et centralt bidrag, der skal være med til at skabe stabilitet i regionen. Til gavn for befolkningen i regionen og for Danmark.”
Pengene vil gå til en række organisationer og indsatser i Syrien og Irak. Eksempelvis giver Danmark 70 millioner kroner til Syrian Civil Defence – bedre kendt som White Helmets. Organisationen yder essentielle ydelser, herunder eftersøgnings- og redningsarbejde, brandslukning og medicinske ydelser. Manglen på medicinske ydelser er kun blevet forstørret af den mangeårige konflikt, der har resulteret i et næsten fuldkomment kollaps af det syriske sundhedsvæsen.
I Irak støtter Danmark blandt andet FN’s minerydningsorganisation UNMAS med 80 millioner kroner. Arbejdet består af rydning af miner, vejsidebomber og andre eksplosiver i områder i det nordlige og vestlige Irak, som tidligere var besat af ISIL. Det er afgørende for at skabe et normalt liv i Irak, og arbejdet vil også i højere grad gøre det muligt for fordrevne at vende hjem.
Danmark har siden 2016 støttet freds- og stabiliseringsindsatser med ca. 1,1 milliarder kroner i Syrien og Irak, og de næste fire års støtte bygger i høj grad videre på indhøstede erfaringer og eksisterende partnerskaber og engagementer. Stabiliseringsindsatser i både Syrien og Irak gennemføres i en særdeles skrøbelig kontekst og er forbundet med en række risici, som betyder, at de danskstøttede indsatser monitoreres tæt gennem hele programperioden med henblik på eventuelle justeringer.
Freds- og stabiliseringsindsatserne er et element i en bredspektret dansk indsats i regionen der også inkluderer militære, humanitære og diplomatiske instrumenter. Programmet finansieres med midler fra den interministerielle Freds- og Stabiliseringsfond, som Udenrigsministeriet og Forsvarsministeriet bidrager til.
For yderligere kontakt:
Udenrigsministeriets pressevagt:
Forsvarsministeriets pressevagt:
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/danmark-stotter-freds–og-stabiliseringsindsatser-i-syrien-og-irak-med-knap-600-millioner-kroner?releaseId=13644783
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **








