Pressemeddelelse fra Fredensborg Kommune
Kommunens klimamål bliver nu endnu mere ambitiøst: I 2030 skal CO2- udledningen være reduceret med mindst 75 pct. – altså 5 pct. yderligere end det nuværende klimamål. Det besluttede byrådet på sit møde den 28. februar. På samme møde godkendte byrådet sammensætningen af Klimarådet for 2022-2025, som dermed er klar til at hjælpe med at finde de fælles løsninger, der er brug for, for at nå klimamålet.
Borgmesteren glæder sig over den brede politiske opbakning til den ambitiøse klimaindsats:
“I Fredensborg Kommune er vi altid klar til at sætte barren højt. Jeg er derfor glad for, at et enigt byråd står bag, at vi sætter højere klimamål og hele tiden stræber efter at være en klimaambitiøs kommune”, siger Thomas Lykke Pedersen.
Formanden for Klimarådet, Louise Mehnke, ser frem til arbejdet i det nye Klimaråd:
“Jeg er glad for, at der igen er stor interesse for at være med i Klimarådet. Vi har et stærkt hold, der med forskellige kompetencer og netværk i kommunen kan give stærke bidrag til de effektive, lokale klimaløsninger, som vi har brug for. Klimarådet skal allerede i år kommentere på kommunens nye klimaplan og rådgive byrådet om, hvor det er vigtigt at sætte ind i de kommende år”.
Lars Simonsen, formand for Plan-, Trafik- og Klimaudvalget, supplerer:
“Det er stærkt, at vi nu er enige om et endnu mere ambitiøst klimamål for 2030. Det bliver ikke nemt, og vi har virkelig behov for, at alle gode kræfter samarbejder. Jeg ser derfor frem til, at vi i år skal udvikle og lancere en ny klimaplan, der viser, hvordan vi når i mål.”
Klimarådets medlemmer er udpeget direkte af partier, foreninger, erhvervsliv og skoler, mens byrådet har udpeget øvrige medlemmer blandt indstillede kandidater.
Klimarådets medlemmer og suppleanter kan ses på .
Klimarådets første møde forventes afholdt den 28. april 2022.
Kontakt:
Borgmester Thomas Lykke Pedersen (A) tlf. 25 29 19 42
Udvalgsformand Lars Simonsen (B) tlf. 27 36 56 68
Formand Louise Mehnke (A) tlf. 51 23 22 51
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/fredensborg-kommune-haever-klimamalet-og-klimaradet-er-klar-til-at-hjaelpe?releaseId=13644673
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **








