Pressemeddelelse fra Hus Forbi
Advokat Asser Gregersen er forsvarer for en række østeuropæiske, hjemløse migranter, som har anket deres fængselsstraffe for tiggeri til Østre Landsret. Men udsigten til frifindelse ser umiddelbart lidt dyster ud, efter Højesteret i januar idømte en litauisk mand 60 dages fængsel for at stå ved Københavns Hovedbanegård og række et papkrus frem mod forbipasserende.
– Hvis man bare tager Højesterets dom for pålydende, forventer jeg, at de alle sammen bliver dømt på ny, siger Asser Gregersen.
Hvis det sker, har advokaten planlagt et modtræk, skriver Hus Forbi i marts-udgaven af avisen.
Højesteret lægger nemlig vægt på, at i Danmark har alle mennesker i nød adgang til offentlig hjælp – også udlændinge på ophold. Alle og enhver har dermed mulighed for at få ‘opfyldt deres grundlæggende behov’, og det er derfor ikke en menneskeret at kunne tigge.
– Højesteret siger jo, at alle i Danmark har adgang til sociale ydelser og derfor ikke behøver at tigge. Hvis mine klienter bliver dømt i landsretten, har jeg tænkt mig at tage dem alle med på en tur til borgerservice og bede om, at de får tildelt alle de sociale ydelser, som overhovedet er tilgængelige i dette land for mennesker i deres situation. Sandsynligvis vil de få en stribe afslag svarende til antallet af anmodninger. Men så må vi jo igen gå til domstolene og henvise til Højesterets dom, siger Asser Gregersen.
Han forsvarer også en rumænsk mand, som i november i Østre Landsret blev idømt 20 dages fængsel for at tigge på Strøget i København. Sagen ligger nu i Procesbevillingsnævnet, idet advokaten og hans klient ønsker den prøvet ved Højesteret. Der er nemlig en væsentlig forskel på denne sag og sagen mod litaueren, siger Asser Gregersen:
– Højesteret beslutter ud af det blå, at litaueren kan få adgang til sociale ydelser. I rumænerens sag skriver Østre Landsret udtrykkeligt i sin dom, at min klient ikke kan få adgang til sociale ydelser. Hvis vi får afslag på at føre hans sag ved Højesteret, vil vi søge til menneskerettighedsdomstolen, siger Asser Gregersen.
Den hjemløse mand fra Litauen aner i øvrigt ikke, at han i Højesteret er idømt 60 dages ubetinget fængsel. Hans advokat, Eddie Khawaja vil have dommen indbragt for menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg, men han aner ikke, hvor litaueren befinder sig:
– Han har været udvist af Danmark i nu to år og ved efter alt at dømme ikke, at hans sag har været for Højesteret. Så nu leder vi efter ham, siger Eddie Khawaja.
Dommen i Højesteret stritter umiddelbart imod en dom fra menneskerettighedsdomstolen, der faldt sidste år. Her blev det fastslået, at en tiggers rettigheder til blandt andet ytringsfrihed og privatliv blev krænket, da hun blev idømt fængsel for at tigge på gaden i Genève i Schweiz.
Tiggeren i Genève var analfabet, meget fattig og fik hverken hjælp fra private eller det offentlige. Derfor skulle hun ikke straffes for at udtrykke sin nød ved at tigge. Det var i strid med respekten for hendes privatliv, mente dommerne i Strasbourg.
Men ifølge Højesteret foreligger ikke en sådan krænkelse i sagen mod den litauiske mand.
– Højesteret siger, at min klient – og andre udlændinge på illegalt ophold i Danmark – har adgang til offentlig hjælp. Derfor er der ikke behov for en konkret vurdering af hans sag som i sagen fra Schweiz. Det vil vi gerne have menneskerettighedsdomstolens syn på, forklarer Eddie Khawaja.
Det er i første omgang politiet, som vurderer, om en person er i gang med at tigge. Udgangspunktet er 14 dages ubetinget fængsel. Litauerens skærpede straf på 60 dages fængsel skyldes, at han også i 2019 blev idømt en fængselsstraf for tiggeri, og at han kort efter sin udvisning atter rejste til Danmark.
Senioranklager Marlene Beynon i Københavns Politi har ingen kommentarer til Højesterets dom, ud over at den er ‘meget udførlig’.
Marts-udgaven af Hus Forbi er på gaden og kan købes af sælgere over hele landet.
Kontakt:
Poul Struve Nielsen email: poul@husforb.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/tiggere-invaderer-borgerservice?releaseId=13644679
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **








