Pressemeddelelse fra Guldborgsund Kommune
I Guldborgsund Kommune arbejdes der målrettet med, at alle elever i kommunens 13 folkeskoler skal have de bedst mulige forudsætninger for udvikling, læring og trivsel.
Guldborgsund Kommunes folkeskoler får hvert år tildelt penge til blandt andet ledelse, administration, indkøb samt klasser. Desuden får hver skole tildelt et beløb til inklusion. Disse midler skal bruges på elever, der har brug for støtte og hjælpemidler for at være med i den almene undervisning.
Midlerne til inklusion bliver fordelt efter en model, der vægter elevtal og socioøkonomi (forældre, der har grundskolen som højest fuldførte uddannelse) lige højt.
Det tidligere Børn, Familie og Uddannelsesudvalg har igennem flere år arbejdet med, hvordan fordelingen af inklusionsmidler kunne skrues mere hensigtsmæssigt sammen.
Der er blandt andet blevet indhentet sparring fra eksterne rådgivere, der anbefaler, at socioøkonomi skal vægte højere end elevtal for at hjælpe de skoler i Guldborgsund Kommune, der er mest klemt i forhold til økonomi. Disse anbefalinger har også været i høring hos alle skoler og andre aktører.
Nu har Børn og Skoleudvalget på sit seneste møde godkendt den omfordelingsmodel, der fra næste skoleår skal indføres gradvist over tre år på alle folkeskoler i Guldborgsund Kommune, hvor det socioøkonomiske kriterie fremover kommer til at vægte med 75 procent i skoleåret 2024/25.
“I udvalget ser vi ændringen som det første tiltag i et mere gennemgribende arbejde med tildelingen af midler, hvor vi løbende vil inddrage alle relevante aktører for at finde den bedst mulige fordeling til glæde for vores elever. Høringssvarene viser tydeligt, at der er stor interesse for at se på principperne for tildelingen af midler til skolerne, og vi er i udvalget enige i, at der ligger et vigtigt og grundigt stykke arbejde forude, og vi glæder os til at inddrage og samarbejde med alle relevante aktører om dette,” siger Jesper Blomberg, formand for Børn og Skoleudvalget.
Desuden har Børn og Skoleudvalget besluttet, at der skal prioriteres 2,8 millioner kroner til investeringsforløb til skoler, der bruger flere midler på specialtilbud uden for skolen.
“Vi er i udvalget glade for, at vi kan understøtte skolerne, og vi håber, at disse forløb kan give et løft, som smitter positivt af på vores elevers trivsel og læring,” siger Jesper Blomberg, formand for Børn og Skoleudvalget.
Kontakt:
Formand for Børn og Skoleudvalget Jesper Blomberg tlf.: 40 19 44 90 email: byjb@guldborgsund.dk
Presse- og kommunikationskonsulent Emil Andersen tlf.: 2518 0173 email: eand@guldborgsund.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/udvalg-klar-med-forste-tiltag-i-dybdegaende-arbejde-med-fordeling-af-midler-til-skolerne?releaseId=13644148
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **