Pressemeddelelse fra Ingeniørforeningen, IDA
Vi går kun på pension en gang i livet. Derfor er det også vigtigt, at man træffer det rigtige valg og føler, at det er ens egen beslutning at stoppe.
Og her viser det sig, at noget så lavpraktisk som en samtale med sin chef om senkarrieren har en enorm betydning for den enkelte. Det er konklusionen i en ny undersøgelse, IDA har lavet blandt flere end 1.300 medlemmer, som er gået på pension.
Dels trækker de, som har haft en senkarrieresamtale, sig tilbage senere – de bliver i gennemsnit 0,6 år længere på arbejdsmarkedet. Og samme gruppe føler også i højere grad, at de har valgt det rette tidspunkt at trække sig tilbage og nok så væsentligt primært selv truffet valget om at gå på pension sammenlignet med den gruppe af seniorer, der ikke har haft en snak med deres chef om de sidste år af deres arbejdsliv.
Blandt de medlemmer, der har haft en senkarriere-samtale, svarer 71 pct., at de synes, at deres afgang fra arbejdsmarkedet har været deres eget valg. I gruppen, der ikke har haft samtalen, er det blot lidt flere end halvdelen, 56 pct., der svarer, at de trak sig tilbage på det tidspunkt, de selv ønskede det. Der er således en forskel på 15 pct. point.
Andelen, der er tilfredse med deres tilbagetrækningstidspunkt, ligger også markant højere hos dem, der har haft en senkarrieresamtale. 83 pct. af dem, der har deltaget i en senkarrieresamtale, mener, at det var et godt tidspunkt at gå på pension, mens det kun er 67 pct. af dem uden en senioraftale, der synes, at det var et godt tidspunkt – en forskel på 16 pct. point.
Senkarriere-samtalens betydning kan ikke undervurderes, mener IDAs formand, Thomas Damkjær Petersen.
“Tallene viser, at senkarriere-samtaler er et fantastisk godt værktøj til at få afstemt forventningerne mellem seniormedarbejdere og deres arbejdsgiver. De medarbejdere, der har samtalen med deres arbejdsgiver, får åbenlyst en langt bedre afgang fra arbejdsmarkedet, og bliver i gennemsnit også længere tid på arbejdsmarkedet. Derfor undrer det mig også, at det blot er hver fjerde, der har haft en samtale med deres chef om deres senkarriere. Det er for ringe, at der ikke er flere arbejdsgivere, der har øje for værdien af sådan en samtale, og jeg vil kraftigt opfordre både de offentlige og private arbejdsgivere til at tage værktøjet til sig og gøre det til et permanent tiltag på linje med MUS-samtaler,” siger han.
“Det er ikke rocket science, vi taler om. Det er en helt lavpraktisk forventningsafstemning med den enkelte medarbejder, der nærmer sig en alder, hvor pension fylder mere og mere. I en tid, hvor der er mangel på højtuddannede med kompetencer indenfor STEM, så har man her en oplagt mulighed for at finde ud af, hvad der skal til for at fastholde sine mest erfarne vidensarbejdere og lægge en plan for den enkelte,” siger Thomas Damkjær Petersen.
Kontakt:
Søren Lorentzen, presserådgiver i IDA, tlf. 51 85 17 64
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/en-samtale-om-senkarrieren-kan-fa-mange-til-at-udskyde-pensionen?releaseId=13643979
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **