PRM / Faglærte og ufaglærte har opbygget millionpensioner

    Pressemeddelelse fra PensionDanmark

    Faglærte og ufaglærte lønmodtagere er i fuld gang med at opbygge betydelige pensionsopsparinger, der kan sikre dem en økonomisk tryg alderdom.

    Det viser en opgørelse fra de to store pensionsselskaber for faglært og ufaglært arbejdskraft på det private arbejdsmarked, PensionDanmark og Industriens Pension.

    Et nyt dataudtræk fra Nationalbanken viser, at selskabernes medlemmer i aldersgruppen 60-69 år ved udgangen af 2020 i gennemsnit havde omkring 1,5 mio. kr. i samlet pensionsopsparing. Tallet omfatter medlemmernes opsparing i alle pensionsselskaber.

    Løft fra arbejdsmarkedspensioner
    De betragtelige opsparinger skyldes, at arbejdsmarkedspensionerne på det tidligere LO/DA-område for alvor er begyndt at slå igennem i opsparingerne.

    “Vores medlemmer høster nu for alvor frugterne af, at arbejdsmarkedspensionerne er godt på vej til at blive en fuldvoksen del af den danske model,” siger administrerende direktør i PensionDanmark, Torben Möger Pedersen.

    Opbygningen af arbejdsmarkedspensioner gavner både de enkelte lønmodtagere og samfundet som helhed, påpeger bestyrelsesformand for Industriens Pension og formand for 3F Industri, Mads Andersen:

    “De voksende pensionsformuer har enorm betydning for både den enkelte lønmodtager og hele samfundet. Vi ser nu for alvor effekten af de arbejdsmarkedspensioner, der blev indført i flere overenskomstaftaler for snart 30 år siden og efterfølgende er blevet løbende udbygget gennem overenskomsterne. Og arbejdsmarkedspensionerne vil fortsætte med at vokse betydeligt i de kommende årtier,” konstaterer Mads Andersen.

    Gradvis udbygning siden 90’erne
    Arbejdsmarkedspensionerne udspringer af fælleserklæringen fra 1987, hvor arbejdsmarkedets parter og den daværende regering aftalte at øge den private opsparing og sikre større økonomisk tryghed for alderdommen på hele det organiserede arbejdsmarked. På den baggrund blev der i starten af 1990’erne indgået en række overenskomstaftaler, hvor en del af lønstigningen blev udmøntet som obligatorisk pensionsindbetaling.

    Siden er bidragsprocenterne blevet hævet gennem nye aftaler til det nuværende niveau omkring 12 procent.

    De gradvist optrappede bidragsniveauer betyder, at opsparingerne vil fortsætte med at vokse over de næste mange årtier.

    “Men allerede nu har opsparingerne, takket være arbejdsmarkedets parter, nået et niveau, hvor fremtidens pensionister kan fastholde deres levestandard i en grad, så der ikke blot er penge til dagen og vejen, men også rum til at realisere nogle af de drømme, som vi alle sammen går rundt med,” påpeger Torben Möger Pedersen.

    Gennemsnitlig pensionsopsparing fordelt på alder for medlemmer hos PensionDanmark og Industriens Pension

    AldersgruppeGennemsnitlig pensionsopsparing
    30 – 390,4 mio. kr.
    40 – 490,85 mio. kr.
    50 – 591,25 mio. kr.
    60 – 691,5 mio. kr.
    70 – 791,0 mio. kr.
    80+0,5 mio. kr.

    Note: Tallene omfatter også opsparing i andre pensionsselskaber, herunder ATP.
    Kilde: Industriens Pension og PensionDanmark på baggrund af Nationalbankens

    returstatistik.

    Gennemsnitlig pensionsopsparing for 50-59-årige fordelt på region
    for medlemmer hos PensionDanmark og Industriens Pension

    RegionGennemsnitlig pensionsopsparing
    Hovedstaden1,21 mio. kr.
    Midtjylland1,34 mio. kr.
    Nordjylland1,31 mio. kr.
    Sjælland1,29 mio. kr.
    Syddanmark1,30 mio. kr.

    Note: Tallene omfatter også opsparing i andre pensionsselskaber, herunder ATP.
    Kilde: Industriens Pension og PensionDanmark på baggrund af Nationalbankens

    returstatistik.

    Gennemsnitlig pensionsopsparing for 60-69-årige fordelt på region for medlemmer hos PensionDanmark og Industriens Pension

    RegionGennemsnitlig pensionsopsparing
    Hovedstaden1,49 mio. kr.
    Midtjylland1,54 mio. kr.
    Nordjylland1,48 mio. kr.
    Sjælland1,50 mio. kr.
    Syddanmark1,47 mio. kr.

    Note: Tallene omfatter også opsparing i andre pensionsselskaber, herunder ATP.
    Kilde: Industriens Pension og PensionDanmark på baggrund af Nationalbankens

    returstatistik.

    Kontakt:

    Kommunikations- og pressechef Ulrikke Ekelund, PensionDanmark, telefon 2019 9238.
    Pressechef i Industriens Pension, Laurits Harmer Lassen, mobil: 29 39 66 76

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/faglaerte-og-ufaglaerte-har-opbygget-millionpensioner?releaseId=13642912

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **