Pressemeddelelse fra Danske Andelskassers Bank A/S
Efter sidste års aktionærmøder måtte afholdes digitalt grundet corona-situationen kan Danske Andelskassers Bank – i daglige tale Andelskassen – igen indbyde sin aktionærer til at møde fysisk op til bankens årlige aktionærmøder i marts 2022.
Et af møderne finder sted i Augustenborghallerne mandag 21. marts. Mødet er for bankens aktionærkreds i Sønderjylland.
Priser til lokale ildsjæle og foreninger
Traditionen tro vil banken på mødet uddele “Andelskasseprisen” og “Sammen kan vi mere-priserne” for at hylde og anerkende en række store og små initiativer, der skaber glæde og sammenhold lokalt. Andelskasseprisen gives til privatpersoner, mens Sammen kan vi mere-priserne går til foreninger, grupper eller lignende. I hver aktionærkreds uddeles priser til en samlet værdi af 50.000 kr.
I 2021 tilfaldt Andelskasseprisen i aktionærkreds Sønderjylland Niels Bloch Hansen, der er ægte ildsjæl indenfor paragolf på Sydals. Han er et forbillede for de unge, der har det hårdt, men samtidig også en inspirator og motivator. De tre Sammen kan vi mere-priser gik til Sundeved Rideklub, Sønderborg Student Foundation og Nordborg Løbeklub.
Aktionærmødet indledes med en god middag, og herefter vil bankens adm. direktør Jan Pedersen og Mikael Breinholt Juhl berette om året, der gik i Andelskassen. Derudover er der valg til Andelskassens aktionærråd. I år vil der være fredsvalg i aktionærkreds Sønderjylland.
Kendt tv-vært fortæller finurlige historier fra tv-konsultationen
Mødet i Augustenborg rundes af med et foredrag af tv-lægen Peter Qvortrup Geisling. Humor skal være så sundt, så Peter Qvortrup Geisling har en masse sjove og tankevækkende historier med fra sine mange tv-programmer, som blandt andet tæller “Lægens bord”, “Ha’ det Godt” og “Diagnose søges”. I modsætning til Peters tv-programmer, bliver livet ikke genudsendt, så tv-lægen vil også inspirere publikum til at give livet et serviceeftersyn. Det er aldrig for sent at udleve sine drømme.
Forud for aktionærmøderne offentliggør banken sit regnskab for 2021. Det sker torsdag den 24. februar.
Kontakt:
For yderligere oplysninger, kontakt venligst kommunikationskonsulent Maria Bugge på T: 87 99 30 74 eller E: mbm@andelskassen.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/kendt-tv-laege-leverer-livsglad-underholdning-pa-andelskassens-aktionaermode?releaseId=13643640
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **