Pressemeddelelse fra Egedal Kommune
– Det er den enkelte borger, der er ekspert i sin egen hverdag og derfor skal netop denne opgave selvfølgelig løses i et tæt samarbejde. Vi fik 32 rigtig gode og kvalificerede ansøgninger, som på hver sin måde ville kunne bidrage aktivt til udvalget. Og selvom det var en rigtig svær udvælgelsesproces, så er det da glædeligt med så stor en interesse, siger en begejstret formand for det nye udvalg, Carina Buurskov.
Egedals byråd efterlyste 7 borgere, der sammen med 7 byrådsmedlemmer skal bringe borgerne og kommunen tættere sammen og sikre den gode dialog. Opgaven består i at komme med friske ideer, forslag og inspiration til borgerdialogen i Egedal. Med et nyt byråd og mange store udviklingsopgaver i horisonten, er der lagt fra kaj med et ønske om, at alle borgere skal have mulighed for at være med på rejsen. Det er på den baggrund, at vi nu skal re-designe vores måde at tænke borgerdialog.
Tirsdag var fristen for at melde sig
I slutningen af sidste uge fik alle ansøgere at vide om de var udvalgt eller ej.
– På grund af de mange gode ansøgninger, valgte vi at udvide med en ekstra person (fra 7 til 8 deltagere), da vi allerhelst vil have så mange profiler som muligt repræsenteret. Vi er derfor også sikre på at udvalget nok skal blive en succes, fordi det spænder bredt i både alder, erhverv, erhvervserfaring, hvor de bosat, interesser og baggrund, siger borgmester Vicky Holst Rasmussen.
I forhold til de ansøgere, som ikke kom med i udvalget, vil vi nu se på, hvordan de kan inddrages og bidrage på anden vis.
– Vi er meget beærede over den store interesse der har været for at deltage i udvalget og at så mange engagerede borgere, har ønsket at deltage, tilføjer Vicky Holst Rasmussen.
Hvorfor mere og bedre borgerdialog?
Borgerdialog skal fremme den enkelte Egedalborgers engagement i og indflydelse på kommunens og lokalområdernes udvikling samt egen hverdag. Målet er, at borgerne i kommunens 20 bysamfund har let adgang til information fra og dialog med kommunen og mulighed for at være velinformerede om aktiviteter, muligheder for indflydelse, deltagelse og alt det, der viser vejen hen imod verdens bedste hverdag i Egedal.
Målet er desuden, at der sker en tilfredsstillende samskabelse og medinddragelse om de beslutninger, der har betydning for borgernes liv og hverdag i Egedal – i det helt nære, i bysamfundene, samt når det gælder kommunens overordnede virke. Herudover skal politikerne gennem målrettet borgerdialog få et bedre og mere kvalificeret grundlag at træffe beslutninger på.
Borgerdialogudvalget består ud over de otte borgere af syv byrådsmedlemmer:
Carina Buurskov (V), formand.
Morten Lyager (A)
Rikke Mortensen (B)
Birgitte Neergaard-Kofod (C)
Jonathan Kristensen (F)
Bettina Zarp (L)
Helle Bovien (Ø)
Kontakt:
Presseansvarlig Rasmus Øhlenschlæger tlf.: 72596203 email: raoh@egekom.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/kommune-nyt-borgerdialogudvalg-er-klar?releaseId=13643977
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **