PRM / Nyt redskab hjælper mode- og tekstilbranchen med at styrke menneskerettigheder internationalt

    Pressemeddelelse fra Dansk Mode & Textil

    Alle virksomheder, uagtet størrelse og branche, skal respektere menneskerettighederne. Det er stadfæstet i FN’s Retningslinjer for Menneskerettigheder og Erhvervsliv og OECD’s Retningslinjer for Ansvarlig Virksomhedsadfærd. Begge retningslinjer vil danne udgangspunkt for den kommende EU-lovgivning om due diligence “Sustainable Corporate Governance Directive”, som er lige på trapperne.

    Kravene stiger, og for at ruste de danske mode- og tekstilvirksomheder til den kommende lovgivning lancerer brancheorganisationen Dansk Mode & Textil (DM&T) et nyt redskab, ‘Getting it Right’. Redskabet skal hjælpe de danske virksomheder med at sikre due diligence i forhold til menneskerettigheder, som er et centralt element i både FN’s og OECD’s retningslinjer. ‘Getting it Right’ er udarbejdet i samarbejde med Institut for Menneskerettigheder, og 15 af DM&T’s medlemmer har bidraget til udviklingen i form af interviews og workshops. I DM&T glæder CSR- og bæredygtighedschef Marie Busck sig over det nye redskab, som skal være med til at eliminere nogle af de risici, der medfølger i en meget globaliseret branche.

    “Igennem årene har vi desværre set en række eksempler på dårlige arbejdsforhold og menneskerettighedskrænkelser i de globale værdikæder, og fra dansk side kan vi ikke se stiltiende til. Derfor er jeg rigtig glad for, at vi nu er klar med en praktisk orienteret hjælpende hånd til vores medlemmer,” siger hun og tilføjer:

    “Det her redskab er en stor hjælp for de danske virksomheder, og jeg er glad for vores samarbejde med Institut for Menneskerettigheder, som har været en vigtig sparringspartner i processen.”

    Også Institut for Menneskerettigheder har været glade for samarbejdet.

    “Vi ved, at der er udfordringer på tværs af værdikæden for mode- og tekstilbranchen, og derfor er vi meget glade for, at branchen selv rækker hånden ud og søger et samarbejde. Vi har i fællesskab skabt et værktøj, som kan hjælpe de danske virksomheder med at forstå og tackle udfordringerne og skabe en positiv udvikling,” siger Cathrine Bloch Veiberg, Programleder for Ansvarlige Værdikæder, Institut for Menneskerettigheder.

    ‘Getting it Right’ er et praksisnært redskab, som har været under udvikling siden 2021, hvor Institut for Menneskerettigheder og DM&T indgik et samarbejde om at udvikle et redskab til mode- og tekstilvirksomheder. Formålet var at sikre, at virksomheder kan udøve due diligence i forhold til menneskerettigheder og systematisk undersøge hvilke risici, der eksisterer i den typiske værdikæde for mode- og tekstilbranchen. Dansk Initiativ for Etisk Handel (DIEH) har været strategisk partner i processen og NCP Danmark har også bidraget med sparring og oplæg. Redskabet bygger på eksisterende vejledninger og erfaringer, men har taget udgangspunkt i en holistisk værdikædeforståelse og har kigget udover leverandørkæden og dernæst også kigget på de risici der bl.a. ligger i omstillingen til en mere cirkulær branche.

    Redskabet ligger nu færdigt og vil blive lanceret på et webinar i dag, som vil byde på oplæg fra Institut for Menneskerettigheder, DIEH og NCP Danmark.

    Redskabet kan ikke være mere aktuelt. EU Kommissionen har varslet, at de vil offentliggøre deres lovudkast til “Sustainable Corporate Governance” 23 februar.

    Kontakt:

    Marie Busck, CSR- og bæredygtighedschef, Dansk Mode & Textil, tlf. 5215 9379

    Cathrine Bloch Veiberg, Programleder Ansvarlige Værdikæder, Institut for Menneskerettigheder, tlf. 91325619

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/nyt-redskab-hjaelper-mode–og-tekstilbranchen-med-at-styrke-menneskerettigheder-internationalt?releaseId=13643918

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **