PRM / STARK Group gennemfører milliardopkøb i Østrig

    Pressemeddelelse fra STARK Group A/S

    STARK Group har underskrevet en aftale om køb af Dach & Wand fra den schweiziske byggevareproducent Swisspearl Group, der er førende inden for high-end, bæredygtige tag- og facadematerialer.

    Med en årlig omsætning på mere end DKK 1 milliard er Dach & Wand blandt Østrigs førende virksomheder inden for salg og distribution af tunge byggematerialer til professionelle håndværkere.

    Dach & Wand har syv forretninger i Østrigs største byer og betjener flere end 3.200 professionelle håndværkere.

    Adm. direktør for STARK Group Søren P. Olesen siger:

    “I byggebranchen har Østrig mange af de kvaliteter, som vi kender fra Norden. Østrigske håndværkere er veluddannede og sætter kvalitet højt. Det er de kunder, vi er bedst til at betjene. Det er samtidig et ukonsolideret marked med 9 mio. indbyggere, hvilket gør det større end Danmark og mindre end Sverige, hvor vi i dag har nogle af vores førende virksomheder.”

    “Jeg er glad for at byde 150 nye medarbejdere velkommen. Det er et stærkt hold med specialistviden og stærke relationer til de professionelle håndværkere. Det er det hold, som skal drive virksomheden videre i samarbejde med vores tyske tag- og facadeforretning, Melle Gallhöfer.”

    STARK Deutschland gennemførte i marts 2021 opkøbet af tyske Melle Gallhöfer, der er en markedsleder inden for salg og distribution af tag- og facadematerialer i Tyskland.

    STARK Group er en af Nordeuropas førende inden for salg og distribution af tunge byggematerialer til professionelle håndværkere og skriver sin historie tilbage til 1896. I 2019 fik virksomheden fodfæste på det tyske marked. STARK Group har siden gennemført flere opkøb i Tyskland, der i dag tegner sig for omkring halvdelen af virksomhedens omsætning.

    Opkøbet i Østrig er det første uden for Norden og Tyskland. Opkøbet er betinget af myndighedsgodkendelser. Parterne oplyser ikke de økonomiske og juridiske detaljer i transaktionen.

    Kontakt:

    Chief Communications Officer Kaspar Bach Habersaat email: kha@starkgroup.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/stark-group-gennemforer-milliardopkob-i-ostrig?releaseId=13643662

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **