Pressemeddelelse fra Region Sjælland
Når studerende i dag starter på en uddannelse, har uddannelsesinstitutionerne en forventning om, at de studerende kan tjekke Lectio, bruge Word og Excel og deltage i undervisningen via Teams.
Det seneste års Covid-19 nedlukninger har dog vist, at mange studerende har svært ved at deltage i de digitale læringsmiljøer. Det vil VUC Storstrøm ændre på ved at tilbyde undervisning i digitale kompetencer, som gør de studerende parate til at gennemføre en ungdomsuddannelse.
– Vi stiller høje digitale krav i undervisningen, og vi oplever, at både studerende og undervisere kan have svært ved at leve op til de krav. Når man mangler kompetencerne, er det svært at følge med, hvilket i sidste ende kan resultere i frafald. En tidlig og fokuseret indsats vil gøre det muligt for endnu flere borgere at tage digital uddannelse, siger Rasmus Kjær Kristiansen, udviklingschef ved VUC Storstrøm og forklarer videre:
– Erfaringen viser, at overgangen fra fysisk til digitalt læringsmiljø kan være en udfordring for kursister såvel som undervisere. Vi forventer, at en fokuseret indsats på at øge kursisternes it-kompetencer vil føre til et betydeligt mindre frafald i opstartsperioden, fordi det forbereder kursisterne til at modtage digital uddannelse, allerede inden de starter.
Uddannelse på distance
Digitaliseringen af uddannelsessystemet har vist nye veje i forhold til, hvordan vi underviser, hvem vi underviser, og hvor vi underviser. I Region Sjælland, hvor afstandene er store, og ungdomsårgangene bliver mindre, er digitalisering derfor en nøgle til at sikre uddannelse af høj kvalitet alle steder i regionen. Derfor er det også nødvendigt, at borgerne har kompetencerne til at modtage den digitale undervisning.
– Nedlukningen under Covid-19 har vist os, hvordan digitalisering af undervisningen kan sikre uddannelse til alle borgere uanset deres bopæl. Derfor er det selvfølgelig også vigtigt at sørge for, at de borgere, som har svært ved den digitale undervisning, bliver klædt ordentlig på, inden de bliver sendt hjem foran computerskærmen, siger Thomas Aarup Larsen, chef for Uddannelse, Funding og Attraktivitet i Region Sjælland.
Thomas Aarup Larsen håber samtidig, at et øget fokus på de studerendes digitale kompetencer kan hjælpe endnu flere unge til at gennemføre en uddannelse. Region Sjælland har landets laveste uddannelsesniveau, og 29 procent af de 25-årige har endnu ikke gennemført en ungdomsuddannelse.
Hybride workshops
De første aktiviteter i Nordisk Center for Digital Voksenlære er 16 hybride workshops, som beskæftiger sig med undervisning og digitalisering. Alle interesserede er velkomne til at deltage. Tilmelding foregår via
Kontakt:
Martin L.H. Sieben, direktør, VUC Storstrøm
msi@vucstor.dk
Tlf.: 29 10 14 73
Thomas Aarup Larsen, udviklingschef for Region Sjælland
thala@regionsjaelland.dk
Tlf.: 29 27 19 54
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/nyt-laeringscenter-skal-gore-regionens-borgere-klar-til-digital-undervisning?releaseId=13643607
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **








