PRM / Ny formand for Frivilligrådet udpeget

    Pressemeddelelse fra Frivilligrådet

    Social- og ældreminister Astrid Krag har netop genudpeget nuværende formand for Frivilligrådet, Anna Bjerre, som formand for Frivilligrådet de næste fire år. Anna Bjerre er stifter og direktør i GirlTalk, der hjælper sårbare børn og unge med rådgivning.

    “Jeg er utroligt stolt over udpegningen og glæder mig enormt meget til at fortsætte arbejdet med at styrke den frivillige sociale sektor i Danmark. Jeg ser et kæmpe potentiale i, at sektoren spiller en endnu større rolle i forhold til at løse de svære sociale udfordringer – fx ved at byde ind med den viden og de kompetencer, vi har,” siger Anna Bjerre.

    Charlotte Bach Thomassen, der er formand for DGI og har flere års erfaring inden for store frivillige organisationer og bestyrelsesarbejde, er udpeget som næstformand af social- og ældreminister Astrid Krag.

    “Jeg er glad for, at Anna Bjerre og Charlotte Bach Thomassen med deres store erfaring har sagt ja til at stå i spidsen for det spændende og vigtige arbejde. Det nye formandsskab rummer den bredde, som afspejler vores fantastiske foreningsliv og organisationer i Danmark,” udtaler Astrid Krag i ministeriets pressemeddelelse.

    Det nye Frivilligråd forventes at tiltræde 1. april, når de resterende medlemmer af rådet er fundet. Rådet sammensættes for en fireårig periode. Otte af de øvrige medlemmer af rådet vælges direkte af civilsamfunds organisationerne. Derudover indstiller KL og FriSe (Frivilligcentre & Selvhjælp Danmark) de sidste to medlemmer.

    “Jeg glæder mig meget til samarbejdet med den nye næstformand og det nye Frivilligråd – og ser frem til at møde alle medlemmer og komme i gang med arbejdet, når valgprocessen er veloverstået,” siger formand Anna Bjerre.

    Kontakt:

    Kommunikationsmedarbejder Anders Hylander email: ahy@dch.dk

    Kommunikationschef Maja Panduro email: mpk@dch.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/ny-formand-for-frivilligradet-udpeget?releaseId=13643605

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **