Pressemeddelelse fra Økologisk Landsforening
En ny fem-årig sprøjtemiddelstrategi 2022-2026 er forhandlet på plads. En vigtig strategi for fremtidens landbrug, men især for natur, biodiversitet, grundvandet og mennesker, der skal leve af den mad, der dyrkes på den danske landbrugsjord. Derfor er det positivt, parterne ser økologien som en del af løsningen og som et vigtigt redskab, der kan understøtte foreningens mål om 30 % økologi i 2030.
“Vi er rigtig glade for, at de anser økologi som et redskab. Vi lægger meget stor vægt på, at landmændenes ansvar for naturen i det åbne land i og omkring markerne, har fundet vej ind i sprøjtemiddelstrategien. Vi skal have skabt meget bedre betingelser for naturindholdet og biodiversiteten. Et ophør med brug af sprøjtemidler er en af de vigtige forudsætninger,” siger Per Kølster, formand, Økologisk Landsforening
Klima fylder rigtig meget i den offentlige dagsorden lige nu. Det skal den også, verden står foran en kæmpe opgave. Men når vi tilpasser landbruget af klimahensyn, skal vi samtidigt sikre bedre forhold til natur og biodiversitet. Den bæredygtige løsning består af flere samtidige hensyn. Økologisk Landsforening er derfor især glade for, at strategien helt konkret peger på, at der skal arbejdes med udvikle et “marknaturindeks”, der kan styrke markarealers, og dermed landbrugets, bidrag til naturen og biodiversiteten.
“Et marknaturindeks er et udtryk for, i hvilken grad det enkelte landbrug giver plads til natur og biodiversitet. Det er et simpelt redskab, der har en stor betydning,” fortæller Sybille Kyed, landbrugs- og fødevarepolitisk chef, Økologisk Landsforening, der også glæder sig over, at aftalen kan styrke det politiske beslutningsgrundlag, når der skal laves aftaler om landbruget.
Økologisk Landsforening har efterspurgt en 360 graders analyse af de samfunds- og erhvervsøkonomiske konsekvenser, samt effekter på klima, miljø, natur, forbrug af antibiotika, dyrevelfærd og vores egen sundhed ved at gå økologiens vej.
“Aftalen åbner for at tage fat på den analyse. Den peger helt konkret på opprioritering af forskning, der kan skabe grundlag for at sammenligne de samfundsmæssige omkostninger i forhold til miljø, sundhed og natur, når der bruges pesticider, versus at landbruget drives økologisk,” siger Sybille Kyed, landbrugs- og fødevarepolitisk chef, Økologisk Landsforening
Økologisk Landsforening undrer sig dog over, at det gode landmandskab alene defineres som “integreret plantebeskyttelse.” Det gode landmandsskab finder man selvfølgelig i økologien.
“Vi havde også meget gerne set, at jordens mikroliv havde fået en plads i sprøjtemiddelstrategien. Jordens mikroliv er helt overset. Generelt og i særdeleshed, når vi taler om pesticider. Mikrolivet er uendelig vigtigt for den levende jord, der skal kunne lagre kulstof, holde på vandet, modstå tørke og stille næringsstoffer til rådighed for planterne uden en meget stor gødningstilførsel. Det er en stor mangel, vi ikke har en mere tilbundsgående viden om, hvordan pesticider påvirker jordens mikroliv,” siger Per Kølster, formand, Økologisk Landsforening
For yderligere info:
Marendine Ladegaard, pressemedarbejder, 2016 4434
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/ny-sprojtemiddelstrategi-okologi-er-et-vigtigt-redskab?releaseId=13643376
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **








