Pressemeddelelse fra PwC
Den nye analyse af markedet for virksomhedshandler fra PwC viser, at der var over 62.000 handler globalt i 2021, hvilket svarer til en stigning på 24 % fra 2020. Alene i EMEA (Europa, Mellemøsten og Afrika) steg andelen af handler med 35 %, og værdien af handlerne i EMEA steg med hele 48 %.
Globalt slog værdien af virksomhedshandler også alle rekorder med en værdi på 5,1 billion US dollars, herunder hele 130 såkaldte megadeals med en værdi på ca. 5 milliarder US-dollars. Det er 57 % højere end i 2020 og højere end den hidtidige rekord på 4,2 miliarder US-dollars, der blev sat i 2007.
“Vi oplevede et stærkt comeback for virksomhedshandler i 2021 med en stor efterspørgsel efter it- og tech-virksomheder. I kølvandet ser vi fortsat en rekordhøj aktivitet både fra private equity-fonde og corporates, og med den nuværende pipeline ser det foreløbigt ud til at niveauet vil fortsætte et godt stykke ind i 2022,” udtaler Jan Hetland Møller, partner og leder af Deals i PwC.
Ifølge analysen kan makroøkonomiske tendenser med stigende renter og inflationen dog komme til at påvirke aktivitetsniveauet i 2022. Der er allerede større volatilitet på de finansielle markeder, ligesom der fortsat er udfordringer med de globale forsyningskæder, prisstigninger på såvel materialer som fragt afledt af COVID-pandemien.
Private equity-fonde viser muskler
Analysen viser desuden, at private equity-fonde står bag stadigt flere handler, og de øger dermed deres andel af den samlede handelsaktivitet. Den globale private equity-kapital lå på 2,3 billioner US-dollars i 2021, hvilket er 14 % højere end i begyndelsen af året.
Næsten 40 % af handlerne i 2021 involverede således en private equity-fond, hvilket er over en fjerdedel mere end i de sidste fem år. Private equity-virksomheder står samtidig bag handler af en større værdi og tegner sig nu for 45 % af den samlede handelsværdi i 2021. Til sammenligning lå andelen på 30 % i det seneste fem år.
“Vi oplever, at 2022 er startet ud med høj aktivitet inden for virksomhedshandler, der er drevet af rigelig med kapital, men private equity-fonde står også overfor en opgave med at finde nye måder at skabe værdi på i en et miljø med bl.a. stigende renter, høje multipler og øget pres på ESG-fokus,” fortæller Jan Hetland Møller.
Portefølje-gennemgang driver frasalg og opkøbsaktivitet på tværs af brancher.
For corporates viser analysen, at det strategiske skift til digitale, innovative og nye disruptive forretningsmodeller vil fortsætte med at påvirke beslutninger inden for virksomhedshandler. Virksomhederne navigerer i markedsforhold, der kræver et større fokus på værdiskabelse, og derfor vil både CEO’er og beslutningstagere i bestyrelseslokaler sandsynligvis også overveje frasalg med henblik på at optimere deres porteføljer til langsigtet vækst og rentabilitet.
“ESG-forhold vil i stigende grad påvirke strategier for virksomhedshandler i det kommende år. PwC’s Global Private Equity Responsible Investment Survey 2021 viser bl.a., at mere end halvdelen af alle respondenter havde undladt en potentiel investering af ESG-grunde,” forklarer Jan Hetland Møller.
Følgende trends gør sig gældende i seks udvalgte industrier:
- Forbrug: Forbrugerpræferencer vil fortsat fungere som en katalysator for aktiviteter inden for virksomhedshandler i 2022, efterhånden som virksomheder og Private Equity-fonde justerer deres porteføljer for at udnytte tendenser som ‘bæredygtigt forbrug’, som skaber efterspørgsel efter nye produkter og tjenester og helt nye forretningsmodeller.
- Energi og forsyning: ESG driver strategier på tværs af industrien. Virksomhedshandler vil blive brugt til at rebalancere porteføljer og forfølge muligheder for værdiskabelse inden for ESG-vækstområder såsom vedvarende energi, carbon capture, batterilagring, brint, transmissionsinfrastruktur og andre rene teknologier.
- Finansielle services: Konkurrencen om strategiske markedsfordele fortsætter med at fremme virksomhedshandler drevet af teknologi og innovation. Det forventes, at fortsat porteføljeoptimering vil føre til frasalg, efterhånden som virksomheder søger at udnytte teknologi og øge effektiviteten. Nødlidende aktiver i bank- og forsikringssektoren kan også skabe grobund for nye virksomhedshandler.
- Pharma og biotek/medico: Pharma- og biotek/medico-virksomheder søger at optimere deres porteføljer til vækst gennem aftaler, der giver adgang til nye teknologier såsom mRNA og celle- og genterapi. Inden for sundhedstjenester forventes investorernes interesse fortsat at være specialiserede platforme inden for pleje, telehealth, sundhedsteknologi samt data- og analysevirksomheder.
- Industrielle virksomheder og bilindustrien: Strategiske porteføljegennemgange og ESG driver aktivitet inden for virksomhedshandler – især transaktioner, der accelererer digital transformation såsom elektriske og autonome køretøjer, batterier og opladningsteknologier, additiv fremstilling, næste generations materialer og produktion med ikke-fossile energikilder.
- Teknologi, medier og telekommunikation: Da traditionelle industrier står over for disruption, og innovative teknologier bliver mainstream hurtigere end forventet, vil teknologisektoren fortsætte med at opleve et højt niveau af virksomhedshandler – og handelsværdier – efterhånden som virksomheder fra alle brancher søger at erhverve nøgleteknologi eller digitale muligheder.
Læs mere om analysen her:
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/virksomhedshandler-fortsat-hoj-aktivitet-efter-et-rekordar-i-2021?releaseId=13643148
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **








