PRM / Ministerier undervurderer arbejdsudbudseffekt i beregning af uddannelsesordning

    Pressemeddelelse fra AE – Arbejderbevægelsens Erhvervsråd

    ARBEJDSUDBUD

    Den nye 110 procent-ordning for opkvalificering af ufaglærte kan øge arbejdsudbuddet med 20 personer i 2030 stigende til 1.300 personer fra 2052.

    Det fremgår af en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, der har undersøgt Finansministeriets og Beskæftigelsesministeriets beregninger af ordningen.

    Analysens resultat står i kontrast til ministeriernes beregninger.

    Folketinget indførte i 2020 en midlertidig ordning, hvor ufaglærte ledige på over 30 år i 2020-2021 og faglærte ledige med en forældet uddannelse kan tage bestemte erhvervsuddannelser på 110 procent af dagpengesatsen. Som led i aftalen om “Danmark kan Mere 1” vil regeringen gøre 110 procent-ordningen permanent fra 2023 og udvide den til at gælde flere uddannelser.

    I et svar til Folketingets Finansudvalg har Finansministeriet og Beskæftigelsesministeriet skønnet, at den permanente ordning vil sænke arbejdsudbuddet med cirka 400-700 personer i de kommende ti år. Effekten går i plus fra 2043 og når et varigt niveau på plus 300 personer i 2052. Men ministeriernes skøn bygger på antagelser, der kun er løst funderet på empiri.

    “Der er altid et spektrum af plausible skøn – især i så usikre beregninger som her. Men i det her tilfælde lægger ministerierne sig efter vores vurdering i yderkanten af dét spektrum. De to antagelser, der bærer beregningen, er bemærkelsesværdigt konservative og står faktisk i kontrast til ministeriernes almindelige regnepraksisser,” siger Jon Nielsen, chefanalytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

    “Hvis man vil sætte tal på, er det mindst lige så plausibelt at forvente en arbejdsudbudseffekt, der stiger fra 20 personer i 2030 til 1.300 personer fra 2052, som vores beregning viser. Og effekten kan også meget vel være større end det,” siger Jon Nielsen.

    Analysens hovedkonklusioner

    • Beskæftigelsesministeriet og Finansministeriet skønner, at 110 procent-ordningen vil sænke beskæftigelsen med 440 personer i 2030 og øge den med 330 personer fra 2052. Ministerierne understreger, at skønnet bygger på beregningstekniske antagelser og er behæftet med væsentlig usikkerhed.
    • Skønnet bygger på fem parametre, som alle er antaget. De vigtigste antagelser vedrører, hvor meget uddannelsen løfter deltagernes beskæftigelse, og hvor mange der alternativt ville have været i job i den periode, uddannelsen står på. Her er ministeriernes parameterværdier konservativt sat og fastsat uden noget konkret grundlag.
    • Hvis vi sætter opkvalificeringseffekten, så den svarer til Finansministeriets standardantagelse, og sætter den alternative beskæftigelse til gennemsnittet blandt ufaglærte ledige, stiger effektskønnet til +20 personer i 2030 og +1.300 fra 2052. Det er mindst lige så plausibelt. Det understreger usikkerheden om ministeriernes skøn.

    Læs analysen

    Kontakt:

    Senioranalytiker Jon Nielsen tlf.: 40 54 18 80 email: jn@ae.dk

    Kommunikationschef Jesper Kirkbak tlf.: 50 73 71 34 email: jk@ae.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/ministerier-undervurderer-arbejdsudbudseffekt-i-beregning-af-uddannelsesordning?releaseId=13642959

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **