PRM / Udsyn til Europa fra alle dagtilbud og skole

    Pressemeddelelse fra Esbjerg Kommune

    Det europæiske uddannelsesprogram Erasmus+ er ikke ukendt land for Esbjerg Kommunes børn og unge. En del af dem har nemlig før været med i spændende projekter på tværs af EU’s landegrænser. Det gælder fx Smart Kids Smart City, der sætter fokus på innovation og bæredygtighed. Den slags kommer der nu endnu mere af, fordi Esbjerg Kommune netop har fået en såkaldt Erasmus-akkreditering. Det betyder, at alle dagtilbud og skoler frem til 2027 er sikret midler fra Erasmus-puljen, der alene i 2022 kan uddele godt 43 mio. euro i Danmark.

    Ovenikøbet slipper de for det praktiske arbejde med at udforme og sende en ansøgning, når der skal hentes euro hjem til europæiske projekter. I første omgang skal dagtilbud og skoler blot fortælle, hvor mange Erasmus-aktiviteter de ønsker penge til i det kommende skoleår, og den proces er netop nu i fuld gang.

    Konkret byder Erasmus+ fx på samarbejdsprojekter og mulighed for at sende elever på studieture, udveksling og skolebesøg i andre europæiske lande, hvor også personale i dagtilbud og skoler kan deltage i kurser og skyggepraktikker. Desuden ligger der i programmet en værdifuld deling af viden mellem deltagerne og inspiration fra europæiske eksperter.

    Stærkt europæisk netværk

    Formanden for Børn & Skoleudvalget, Diana Mose Olsen, glæder sig over den gode nyhed, som åbner for et nyt udsyn hos kommunens børn og unge.

    “Det er vigtigt, at vi som en del af læringen og dannelsen i dagtilbud og skoler udvider horisonten og klæder børn og unge på til også at forstå og navigere i den verden, der ligger uden for Danmark. Med de kompetencer, der nu og i fremtiden er i høj kurs, gælder det om at kunne samarbejde, tænke på tværs, kommunikere og handle kreativt, og alt det styrker vi, når børn, unge og voksne i dagtilbud og skoler lærer af hinanden i et stærkt europæisk netværk. Det er en gevinst for udviklingen og trivslen både fagligt og socialt,” siger Diana Mose Olsen.

    Kontakt:

    Diana Mose Olsen, formand for Børn & Skoleudvalget, tlf. 29 43 29 26, diol@esbjerg.dk

    Lisbeth Bank Kodal, skolekonsulent, tlf. 23 30 70 52, lisb0510@esbjerg.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/udsyn-til-europa-fra-alle-dagtilbud-og-skole?releaseId=13642609

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **