PRM / Thisted Kommune vinder 2. pladsen som Årets Ungdomskommune 2022

    Pressemeddelelse fra DUF – Dansk Ungdoms Fællesråd

    Thisted Kommune har landet en sikker 2. plads i kampen om at blive Årets Ungdomskommune 2022. Det er DUF – Dansk Ungdoms Fællesråd, der står bag prisen, som hvert år uddeles til den kommune, der gør noget helt særligt for det gode ungdomsliv i kommunerne.

    Thisted Kommune vinder 2. pladsen, fordi de har kørt en målrettet kommunalvalgsindsats kendt som “Unge i BoXen”. Her har man haft fokus på at møde unge førstegangsvælgere i øjenhøjde, ligesom man inddrager de mange inputs, man har fået gennem indsatsen, i en ungehandleplan.

    Derudover har dommerpanelet været imponerede over kommunens mod og vilje på at give unge gode og frie rammer til at lave selvstyrende initiativer som eksempelvis Demokratour, der involvere unge i politiske debatter og fungerer som et ungt, oplysende fællesskab.

    Flere kommuner skal tænke ungeinddragelse
    Christine Ravn Lund, forkvinde for DUF og en del af årets dommerpanel, udtaler:

    “Thisted Kommune udmærkede sig ved at have en gennemført kommunalvalgskampagne, hvor unge var i fokus, og hvor man mødte unge, hvor de var. Vi ved, at det første valgkryds kan være afgørende for, at man også får sat det næste kryds. Derfor er den indsats med til at øge unges valgdeltagelse”.

    Christine Ravn Lund håber også, at flere kommuner får et ungefokus og ser muligheden i at inddrage unges inputs og betragtninger i kommunens beslutningsprocesser.

    “Vi har generelt set nogle rigtig stærke indstillinger til Årets Ungdomskommune 2022. Det er fedt at se, at flere og flere kommuner tager ungeinddragelsen alvorligt, og ikke kun lytter på de inputs, som unge kommer med, men også handler på dem. Målet er, at endnu flere kommuner fremover skal have fokus på reel ungeinddragelse”.

    Om prisen
    Prisen “Årets Ungdomskommune” blev stiftet i 2006 af DUF og uddeles i dag som en anerkendelse af de kommuner, der går forrest for at sikre gode vilkår for unge. I bedømmelsen bliver der særligt lagt vægt på, hvordan kommunen forbedrer unges deltagelse, udfoldelsesmuligheder og levevilkår – gerne ved at skabe gode rammer for frivilligt arbejde med børn og unge.

    Årets dommerpanel består af:
    Christine Ravn Lund, forkvinde for DUF – Dansk Ungdoms Fællesråd
    Hans Stavnsager (S), borgmester i Faaborg-Midtfyn Kommune, sidste års vinderkommune
    Maria Bruselius-Jensen, lektor ved Center for Ungdomsforskning
    Mille Borgen Mikkelsen, formand for Danske Skoleelever

    Kontakt:

    Politisk konsulent for interessevaretagelse og presse Birgitte L. Søe tlf.: 60201418 email: bs@duf.dk

    DUFs pressetelefon tlf.: 22109005 email: presse@duf.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/thisted-kommune-vinder-2-pladsen-som-arets-ungdomskommune-2022?releaseId=13641389

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **